Saved! Et genhør med Bob Dylans kristne periode 1979-81

Ikke alle ved dette i dag, men Bob Dylans mangefacetterede karriere fra slut-1950'erne og frem til i dag inkluderer en kort årrrække som evangelisk rock/gospelsanger og prædikant. Sangskriveren der ellers heftigt havde undslået sig rollen som en generations talsmand ("don't follow leaders, watch the parking meters" ("Subterranean homesick blues", 1965)) og siden afslutningen på de tidlige år som protestsanger havde forfattet sange der bestemt ikke gav udtryk for klare budskaber, fandt ved afslutningen på verdensturneen i 1978 tilsyneladende et utvetydigt ståsted i livet. Og ikke blot det; et ståsted han på pladeudgivelser og under koncerter satte alle kræfter ind på at omvende sjæle til. Tre albums med et bekendende kristent udgangspunkt blev det til: Slow train coming (1979), Saved (1980) og Shot of love (1981).

Kristendom som tema i hele Dylans karriere

Selv om det først var i 1979 at Bob Dylan sprang ud som bekendende kristen, var kristendom bestemt hverken et nyt emne eller billedsprog i hans allerede på dette tidspunkt omfattende katalog af selvkomponerede sange og coverversioner. Troende eller ej, religion var og er en del af den folkelige musiktradition som Dylan var rundet af, og spørgsmålet om sanger/sangskriverens personlige ståsted er i denne forbindelse ikke afgørende. Religion giver et rigtig stærkt billedsprog at udforme sange i, tænk f. eks. på den truende dommedagsstemning i en tidlig sang som "A hard rain's a-gonna fall". En mindre kendt sang fra samme periode udtrykker den kristne forventning om dommens dag endnu mindre allegorisk:

Well, your clock is gonna stop
At Saint Peter’s gate
Ya gonna ask him what time it is
He’s gonna say, “It’s too late”
Hey, hey!
I’d sure hate to be you
On that dreadful day

("I'd hate to be you on that dreadful day")

Den tidlige folkesangerperiode afløstes i 1965-66 af en rockbaseret lyd og sange med et særdeles uigennemskueligt og surrealistisk billedsprog som i f. eks. "Visions of Johanna" og "Desolation row". Efter sit styrt på en motorcykel efter verdensturneen i 1966 trak Dylan sig tilbage fra pladeindspilninger og koncerter i en periode, men på de uformelle Basement tapes med The Band (1967) hører man igen de rødder der hele tiden havde været Dylans udgangspunkt, bl. a. på coverversionen af Curtis Mayfields spiritual "People get ready" (lur mig i øvrigt om ikke netop denne sang var et forlæg for "Slow train" på Slow train coming). Religion dukker i de kommende op igen på flere sange på de albums Dylan udgiver, f. eks. "Father of night" på New morning (1970) og måske den mest kendte, "Knockin' on heaven's door" på soundtrack-lp'en Pat Garrett & Billy the Kid (1974). Der var vistnok ingen af disse sange der anledning til spekulationer om et kristent udgangspunkt hos Dylan, i stedet kunne de med rette ses som eksempler på hans kæmpetalent for at give det almenmenneskelige et stærkt musikalsk udtryk. Om noget antog man i disse år at han stadig opfattede sig som en del af den jødedom han var vokset op i, hvilket man bl. a. kunne se på billeder fra besøg i Israel hvor han er iført yarmulke og tefillin.

Det store spring til en bekendende tro i 1979

Så meget desto mere kom nyheden om hans konvertering til kristendommen i 1979. De præcise omstændigheder er mig bekendt stadig uklare, men påvirkning fra en eller flere af hans backingsangerinder på 1978-turneen skulle efter nogle forlydender have givet anledning til springet. Denne turné, der promoverede albummet Street legal og senere blev dokumenteret på dobbelt-lp'en At Budokan, var i musikpressen og medierne blevet modtaget med en del skepsis. Et "Las Vegas-show" var en af de mindre flatterende etiketter der blev hæftet på det lange show med Dylans største backinggruppe nogensinde, et ensemble der ud over blæsere inkluderede den dansk bosiddende Billy Cross på lead guitar. Showet bød på højst nytænkte versioner af nogle af sangene, bl. a. en reggaeudgave af "Don't think twice, it's all right".

Hører man Slow train coming fra året efter er kontinuiteten ikke til at tage fejl af, i hvert fald hvad angår melodierne og de kvindelige korvokaler, der jo (vist lige siden "Father of night" fra 1970?) har klædt Dylans mere spinkle sangforedrag så godt. Backingen er dog nu blevet langt mere stram end på forgængeren, og kan bestemt ikke affærdiges som "Las Vegas", og produktionen ved Barry Beckett og Jerry Wexler skulle da også tilstræbe soul og gospel i udtrykket, snarere end glitter og rock'n'roll (Wexler kan ses i et interview om disse indspilninger her: 1, 2 og 3).

Gospelkoncerterne som stærkere medie end pladeudgivelserne

Det er først i de seneste uger at jeg har hørt Saved og Shot of love i deres helhed. Da de udkom i 1980-81 var mit umiddelbare indtryk at Dylan var på en deroute mod langt mere kedeligt melodimateriale, og jeg gav dem helt ærligt ikke den tid jeg nu kan se at de fortjente. Hvad har ændret sig? Jeg tror lytning til nogle af de utallige koncertoptagelser fra gospelårene har været den optimale tilgang til dette materiale. Det skal siges her at de amerikanske og canadiske turneer i 1979 og 1980 på flere måder er en meget særpræget oplevelse, ikke mindst set ud fra et mere europæisk sekulært eller luthersk/folkekirkeligt-kristent udgangspunkt. Da Dylan sprang ud som troende gjorde han det med fuld honnør og på baggrund af amerikanske evangeliske eller 'born again' traditioner som nød et betydeligt opsving i slut-1970'erne. Dvs. at præsentationen af sig selv som født igen, kombineret med profetier om den nært forestående genkomst af Jesus og etableringen af Guds Rige på Jorden (dette er det ubønhørligt kommende "slow train" der er lige om hjørnet) bliver noget endog meget fremtrædende i showet. Dylan faldt under koncerterne derfor ind i nogle meget velkendte prædikantstereotyper som mildest talt ikke lignede noget han havde begået før. Hør f. eks. hans prædiken til et udpræget fjendtligt stillet publikum i Tempe, Arizona d. 26. november 1979. Eller hør og se hvordan han i Toronto, d. 20. april 1980 hakker sig igennem profetier om russere eller kinesere der i hobetal vil vælte ned over Mellemøsten i opfyldelse af profetierne i Johannes' Åbenbaring. Man kan i tilbageblikkets lys se dette dramatiske skift som udslag af det samme mod til at gå imod hans fans' forventninger, som også kendetegnede skiftet til elektrisk backing i 1965-66. En mindre flatterende udlægning vil sige at han prøvede alt for meget på én gang, og at det ikke virkede særligt autentisk. Uanset hvor oprigtigt det har været ment er det pinagtigt klart at dette var en fase han gik igennem, og ikke noget der i længden kunne forliges med hvem han i øvrigt var.

Den positive og langtidsholdbare side var imidlertid at disse koncerter resulterede i noget fantastisk intens gospel/rock-musik med et drive der ikke helt matches af de tre samtidige albums. Rocklyden på f. eks. "Solid rock" er langt bedre live, og samspillet mellem Dylans sang og de kvindelige korvokalister på "Pressing on" og "What can I do for you?" giver en gåsehud på den fede måde.

Se og hør Dylan live i disse år i en komplet optagelse af en koncert i Toronto d. 20. april 1980, eller på Saturday Night Live i 1979. Der er også lydoptagelser fra de berømmede koncerter i Fox Warfield Theater i San Francisco i november 1979 som er værd at opsøge. Koncerterne fra 1979 var i øvrigt kendetegnet ved at Dylan kun spillede nye, kristne numre, eller coverversioner af traditionelle spirituals. Fra 1980 kom enkelte gamle sange igen med i repertoiret efter pres fra koncertarrangørerne.