dummy

Schubert: Winterreise

20-06-2018
Henrik Friis, Klassisk
Anmeldelse

Schubert inden for rammen

Det er stadig den samme gamle historie, som de siger. Den ensomme mand, fortabt i ulykkelig kærlighed, vandrer i natten, grædende, mens han fortæller gennem sanselige sprogbilleder. Efter en times tid møder han døden. Schuberts liedcyklus "Winterreise" er rå romantik iklædt mandsstemme og rullende akkompagnement. Også selvom det denne gang er en strygekvartet og ikke en pianist, der tegner de landskaber, historien udspiller sig i.

Det er Johan Reuter, der lægger stemme til. Han har en utrolig nuanceret og bredspektret baryton at fortælle med. Og selvom hans grundleje som operasanger nok er kraftigere end mange liedsangeres, så lægger han sig behageligt og intenst i klangbilledet. Man mærker, at han har et solidt indblik i det gådefulde univers, som han formår at formidle med nærvær og dramatisk variation.

Copenhagen String Quartet - tidligere kendt som Sjællands Strygekvartet - har haft sine nuværende medlemmer fra Copenhagen Phil siden 2013, og de spiller nænsomt og velklingende sammen. Der er ikke en finger at sætte på de smukke strygerklange.

Det er kvartettens cellist Richard Krug, der har omarrangeret Schuberts liedcyklus, så den passer til en strygekvartet og Johan Reuters stemmeleje. Det er ikke første gang, det er sket i musikhistorien, men det er da sjældent.

Spørgsmålet er, hvordan den præmis overhovedet fungerer? For der er flyttet rundt på balancen i værket. Oftest er stemmen en nænsom tenor, mens klaverstemmen lægger slag i musikken med sin mere slagstøjsagtige natur. Her fylder Reuters stemme en større del af rummet, mens akkompagnementet har fået en mere harmonisk farvende funktion end normalt.

Svaret er, at det fungerer glimrende. Ikke, at jeg vil afskaffe den normale besætning. Men som supplement er det et interessant bud. Richard Krug har formået at ramme Schuberts delikate iscenesættelse af melodistemmen meget godt, så strygekvartetten bliver et delikat og enkelt modspil til den gruopvækkende fortælling. Skiftevis samler og deler strygerstemmerne sig, så der hele tiden skabes variation og aktivitet i akkompagnementet. Jeg savner noget fandenivoldsk styrke ind imellem til at gå med helt op på de faretruende tinder i Reuters kulminationer. Hvor han breder sin stemme helt ud, som om det var den store operascene, der skal synges op. Men de holder sig inden for rammen.

Lån Winterreise fra dit nærmeste bibliotek

Besøg klassisk.org