Send me a postcard

Sommertid er postkorttid – eller, det var det i hvert fald tidligere. Efter mobil-telefonens overtagelse af verdensherredømmet er der ikke megen plads tilbage til de personlige, håndskrevne hilsner fra nær og fjern – hvilket måske er meget godt, eftersom postvæsenet jo stort set er holdt op med at bringe kortene ud. Alligevel kan man ind imellem godt tage sig selv i at savne fortidens farvestrålende postkort med billeder af grisefester på Mallorca eller fidusmalere på Place du Tertre i Paris. Måske rummede postkortene sjældent de helt dybe tanker eller livsvigtige informationer; men til gengæld fungerede de som en påmindelse om, at nogen man kendte befandt sig et eller andet sted ude i den store verden og dér var kommet i tanker om én. Det var vel ikke så ringe endda.

Men hvis postkort fra feriemål efterhånden er ved at blive en mangelvare i virkelighedens verden, må man trøste sig med, at de fortsat eksisterer som motiv i kunstens verden – bl.a. i pop- og rocklyrikken. Et eksempel på en sådan postkort-tekst kunne være den sang, der har lagt titel til artiklen her: den hollandske gruppe Shocking Blue's ualmindeligt iørefaldende hit fra 1968 med omkvædet: ”Send me a postcard, darlin' / send me a postcard now / Send me a postcard, darlin' / send me a postcard now”. Her handler teksten ganske vist ikke om en hilsen fra et fjernt rejsemål, men er derimod en bøn om et livstegn fra den elskede. Det er omtrent den samme historie som den, man møder i sangen ”Please Mr. Postman” (oprindelig indspillet af The Marvelettes): ”I've been standing here waiting, Mr. Postman / So patiently for just a card or a letter / Saying he's returning home to me”.

Ak ja, den kærlighed. Når man begynder at kigge nærmere på pop- og rockmusikkens mange tekster om postkort, viser det sig hurtigt, at et stort antal af teksterne faktisk mere handler om ulykkelig kærlighed og do. forelskelse end om hilsner fra den vide verden. F.eks. er to forskellige sange med den identiske titel ”Postcard from Paris” i virkeligheden slet ikke snapshots fra en vellykket sommerferie i byernes by, men sange om tabt kærlighed og om stor længsel efter den udkårne. I Glen Campbells sang finder man dog en portion indlagt lokalkolorit; men turistattraktionerne i sangen er også her blot ringe erstatninger for livstegn fra den fjerne elskede: ”And so, I climbed the Eiffel Tower / And prayed at Notre Dame / But I just can't find the romance / And wonder why I came".

Sange som ”Postcard love” af Phil Manzanera (fra det hedengangne The Doors), "Postcard blues" (af Michael Timmins fra Cowboy Junkies) eller ”Postcard” af Graham Nash (fra hans Hollies-tid) handler alle i større eller mindre grad om jeg-personens ærgrelse eller sorg over at være væk fra den elskede. Postkort-indslagene i teksterne begrænser sig altså her især til at være en del af rammen om kærlighedstemaet i det, der først og fremmest er tre sange om problemfyldte forhold (eller mangel på samme). Men pop- og rockmusikken rummer naturligvis også postkort-sange om andet end ulykkelig kærlighed.

Ringo Starrs ”Postcard from paradise” er primært en humoristisk stiløvelse med det formål at citere så mange Beatles-sangtitler som muligt inden for samme sangtekst. The Who's ”Postcard” består af ultrakorte postkort-hilsner fra en turné, der både bringer gruppen til Tyskland, Italien, Frankrig og Australien, og sangen er mest af alt en vrængende gennemgang af turnélivets bagsider. Mark Knopflers ”Postcards from Paraguay” fortæller om, hvorfor sangens jeg-fortæller ikke kommer til at sende nogen postkort fra Paraguay. Og vores egen C.V. Jørgensens ”Postkort fra Port Stanley” er først og fremmest en bitter-ironisk fortælling om englændernes erobring af Falklandsøerne under Margaret Thatcher. Disse og lignende eksempler rummer ikke mange muntre postkort-hilsner fra solbeskinnede badestrande rundt omkring i verden, men til gengæld så meget andet.

Men heldigvis kan rockmusikken dog byde på nogle mere positive postkort-sange, hvor teksten er mere i overensstemmelse med postkort-motivets grundlæggende uforpligtende og optimistiske indhold. Al Jardines ”A postcard from California” er en dejligt livsbekræftende sang, som da også har lagt titel til hele det vellykkede soloudspil fra 2012 fra den gamle Beach Boy. Her er der virkelig tale om et postkort fra en af Guds oaser på jorden, og alle sangene på cd'en rummer næsten enslydende lovprisninger af Jardines hjemmebase, Californien: ”California feelin'”, ”A California saga”, osv. osv. Et herligt postkort at modtage fra en gammel ven.

Også Ray Davies' ”Postcard from London” er et fint postkort fra et sted, som jeg-fortælleren i sangen kun har positive følelser til overs for. Desværre er den glade stemning, der knytter sig til Hampstead Pond og Waterloo i London blandet op med en vemodig modstilling af før og nu – hvor nu'et slet ikke kan leve op til fortidens lyksaligheder. Der er tale om en bittersød erkendelse, som det så ofte er tilfældet i Ray Davies' tekstunivers, hvor jeg'et udmærket er klar over, at man ikke kan vende tilbage til fortiden, og at længslen efter de tidligere tiders uskyld er ren nostalgi. Men minderne har man da lov at ha' - og sangtekstens minder om et snedækket London engang i fortiden er bestemt værd at bevare.