Septembers himmel er så blå

Et sted i september går den usynlige skillelinje mellem sensommer og efterår. Ifølge kalenderen hører september til de tre efterårsmåneder, men vejret og landskabet kan ofte fortælle noget andet. Det ses tydeligt i Garff og Mortensens septembersang, der byder på varme farver, gyldent lys og moden frugt. Her bliver sommeren ved lidt endnu og bereder, som der står, oktobers offergave.

Alex Garffs tekst er født samtidig med Otto Mortensens melodi, for sangen blev skrevet til en konkurrence i Danmarks Skoleradio i 1949. Der findes mange gode sange om efteråret i Danmark, men denne juvel ville man nødigt have undværet.

Teksten skildrer efteråret som en del af årets cyklus. Før sommeren hænger lærken på himlen og kvidrer goddag, i september hører man den stadig, men nu synger den farvel. De marker, som netop er blevet pløjet og harvet efter høsten, har allerede et grønt skær af vintersæden. Livet fornyer sig. Og i sommerens sidste varme modnes bær og frugter i en farvesymfoni: rønnebærrene står røde, bærrene på slåen lyser blåt og hyldens er purpursorte. Et rødt æble slipper sin gren, og bladene falder, brune og gyldne. Alt i naturen ånder fred og eftertænksomhed.

Sangens pointe kommer i femte og sidste vers. At sammenligne menneskelivet med årets gang er bestemt ikke nyt; men her understreger Garff det nødvendige i, at man som menneske modnes og sætter frugt, efterlader sig et eller andet varigt:

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.

En alvorlig påmindelse efter al naturglæden i de foregående vers. Teksten er stram og præcis og har så mange bogstavrim, at selv Johannes V. Jensen må gå hjem. Den lette og lyse melodi støtter teksten på smukkeste vis og har medvirket til, at sangen er blevet en klassiker, ikke mindst hos de danske kor. Otto Mortensen skrev en del sange og salmer, som nu er gået i glemmebogen. Men vi synger stadig - og med glæde - hans toner til “Du danske sommer, jeg elsker dig” og “Kringsatt af fiender”.