To sider af Håkan Hellström

Jeg har altid godt kunnet lide svenske Håkan Hellström, fordi han tilsyneladende har formået at bevare begge ben på jorden trods en umådelig succes hos koncertpublikummet hinsidan, og fordi han altid lyder vældigt fornuftig, når han udtaler sig om dette eller hint – f.eks. om sine musikalske forbilleder, som han altid giver en stor del af æren for sin popularitet.

Hellström, som både er en klog og eftertænksom musiker, rangerer af samme grund ganske højt i min anseelse – og netop derfor er det så meget mere ærgerligt, at jeg ikke kan holde ud at høre på hans musik. Det er ikke, fordi jeg ikke har prøvet at holde af sangene; jeg har lyttet en del gange til hans plader, fordi han efter min mening burde være en fornøjelse at lægge ører til, når han nu har sådan nogle fornuftige meninger og holdninger. Men hver gang har jeg måttet sande, at gode synspunkter alene ikke er nok; jeg bryder mig bare ikke om Hellströms fremføring af sin egen musik (med enkelte undtagelser).

Jeg har naturligvis spekuleret en del over, hvorfor jeg ikke bryder mig om at lytte til den forstandige og tiltalendes mands sange, uden at jeg dog har kunnet finde frem til årsagen – bortset fra, at jeg ikke er vild med, at sangere skriger deres tekster frem i stedet for at synge dem. Og Håkan Hellstöm kan godt forfalde til at skrige sine sange ud, især hen mod slutningen af numrene. Men det kan ikke være forklaring nok på, at jeg frastødes af mandens sangforedrag, trods talrige forsøg på at lære at elske den. Men her for ganske nylig læste jeg en tekst, som gav mig den – ganske enkle – forklaring på, at Hellströms musik ikke falder i min smag. Den forklaring burde jeg nok selv have kunnet tænke mig frem til.

Hellström og Lundell
Bogen, hvor jeg læste om Håkan Hellströms musik, er det femte bind af Ulf Lundells særdeles snakkesalige og ustrukturerede, men samtidig ganske fascinerende dagbogsnotater med fællestitlen ”Vardagar” (hverdage). Og det er virkelig Lundells hverdage, man læser om i de murstenstykke bind med dagbogsoptegnelser, som fortæller om forfatterens praktiske problemer, hans overvejelser om samtidspolitikken, hans vanskelige forhold til sin familie og sin tidligere kone, hans læsning, hans musiklytning, osv. osv.
Netop musikken er det springende punkt i denne sammenhæng. 288 sider inde i ”Vardagar 5” kaster Lundell sig pludselig ud i en længere gennemgang af, hvad der efter hans mening er galt med Hellströms sangforedrag – og han har efter min mening helt ret.

Anledningen til Ulf Lundells udfald er Hellströms (i 2020) nye plade, ”Rampljus”, som får disse ord med på vejen i Lundells dagbogsoptegnelser: ”Han sätter en ära i att inte få ihop strofers takter med textens stavelser. Han gillar att vara en stavelse för kort, så han kan ful-tänja sista ordet, göra enstavigt till glidande tvåstavigt. I mina öron hemskt. (-) Fult det också, i mina öron alltså, dom taktkänsliga, stavelsekänsliga rim ger Hellström även själva fan i, det får vara hur vimsigt som helst. Ju vimsigare, desto skönare. Rätt konstigt, att en fd trummis är på det sättet, eller kanske han inte bara kan bättre”.

Jeg er ganske enig i beskrivelsen; i min verden bør man ikke trække stavelser ud, så én stavelse skal gøre det ud for to, ligesom tekstens stavelser i princippet skal svare til melodiens takter. I hvert fald nogenlunde. Ellers bliver resultatet en mere eller mindre udflydende lydsuppe, som savner prægnans i udtrykket, og som desuden bliver vanskelig eller direkte umulig at synge med på. Altså efter min (og Ulf Lundells) mening.

Håkan Hellström har tydeligvis en anden holdning til sagen, og mange elsker ham sikkert for netop det. Men for mig var det dejligt via Ulf Lundells bog at få sat ord på, hvad det er, der generer mig ved Hellströms måde at synge på. Beskrivelsen forklarer også, hvorfor Hellström i mine ører lyder bedst, når han fortolker klassiske sangskrivere som Evert Taube og Olle Adolphson. For her kan han ikke bare lave om på rim og melodier med sine fraseringer - i hvert fald ikke uden at udløse et ramaskrig fra lytterne.

Jeg takker altså Ulf Lundell, fordi han har påpeget noget, jeg åbenbart ikke selv kunne gennemskue. Hvad jeg til gengæld slet ikke forstår er, hvorfor Lundell har haft behov for at skælde ud på Håkan Hellström offentligt. Dermed har han efter min mening overtrådt indtil flere uskrevne regler for ordentlig opførsel, og det har han da efterfølgende også måttet høre for i medierne. Uanset om man er enig med Lundell eller ej, må man nok konstatere, at han her er gået langt over stregen, og helt uden grund. Man behøver jo ikke at offentliggøre alt, hvad man tænker; og specielt bør man vel ikke på denne helt uproportionale måde tale dårligt om sine musikalske kolleger, når det ikke er nødvendigt. Specielt ikke om en kollega, som ved adskillige lejligheder har udtalt sig særdeles positivt om ens egen musik og om ens store betydning for svensk rockmusik; og det er præcis, hvad Håkan Hellström har gjort i forbindelse med Ulf Lundell.

Hellström og Thunberg
Håkan Hellströms popularitet har dog næppe taget nogen skade af Lundells besynderlige personangreb. I hvert fald har han for ganske nylig (ultimo august 2022) givet 4 udsolgte koncerter for et publikum på ca. 70.000 personer (pr. koncert!) på Ullevi stadion i Göteborg, så der er nok ingen fare for, at hans stjernestatus er i umiddelbar fare for at falme. I hvert fald ikke på grund af hans specielle sangstil; men der er måske en anden fare, som lurer på Hellström efter de 4 udsolgte koncerter på Ullevi.
Ved koncerterne d. 26. og 27. august havde sangeren nemlig krydret sin optræden med et gæstebesøg af en af Sveriges mest fremtrædende meningsdannere de seneste 3-4 år: Greta Thunberg, bakket op af flere andre repræsentanter for organisationen Fridays for Future. Og den gæsteoptræden faldt ikke i alle tilskueres smag, hvis man skal dømme ud fra en række buh-råb fra publikum samt fra en stribe koncertdeltageres udtalelser til medierne efter koncerten.

Håkan Hellström har altid været kendt for sine relativt uforpligtende og optimistiske sange, som kan give lytteren håb for og tro på fremtiden. Han har (næsten) altid afholdt sig fra at give udtryk for sin mening om politik og aktuelle samfundsspørgsmål – lige indtil de to koncerter på Ullevi, hvor han altså allierede sig med tidens stærkeste kritiker af den førte klimapolitik (eller mangel på samme). ”Sindssygt, at man ikke kan gå til koncert uden at få propaganda skubbet ned i halsen”, lød det efterfølgende fra en af koncertdeltagerne, mens andre udtalte, at det var deres sidste koncert med Håkan Hellström på grund af inkluderingen af den uønskede ”klima-alarmisme” i koncerten.

Efter min mening var det imidlertid både klogt og rigtigt af Hellström (omsider) at bekende kulør politisk – ligesom en musiker som Bruce Springsteen jo har gjort det for længe siden, uden at det har skadet hans popularitet eller troværdighed. Tværtimod. Der er da også – mindst – lige så mange koncertdeltagere, der har udtrykt glæde og tilfredshed over indslaget med Greta Thunberg, som der er deltagere, der har taget afstand fra det. Ved at stille sig på klimaets side i den politiske debat har Håkan Hellström taget parti for fremtiden og for fornuften, og det skal han roses for. I min optik var det lidt af et kup at invitere Greta Thunberg til at optræde ved to af Ullevi-koncerterne, og selv om Thunbergs duetsang med Hellström på nummeret ”Tillsammans i mörkret” ikke afslørede den helt store sangstemme, faldt hun heller ikke igennem.

Tak til Håkan Hellström for at blande musik og politik på en udmærket måde. Måske jeg alligevel – endnu en gang – skulle prøve at lytte til den sympatiske mands musik. En så fornuftig person kan da ikke undgå at lave god musik …? Eller?