Sig nærmer tiden

Et lysende talent i det mørkeste Jylland. Men først mange år efter sin død blev Steen Steensen Blicher anerkendt som en af Danmarks største novelledigtere. Blicher var præst og skrev egentlig kun fortællinger for at holde økonomien oven vande. Af og til skrev han også et digt. I 1838 udkom hans lyriske hovedværk Trækfuglene, hvor det især er værd at bemærke de to indledende digte, “Præludium” og “Ouverture”. De blev - også mange år senere - to perler i den danske sangskat, efter at de fik hver sin melodi. Den sidste kender vi som “Det er hvidt herude”; den første er “Sig nærmer tiden”.

Teksten skildrer en forpjusket fugl, der har levet sit liv i bur, en livsfange, som længes efter at komme ud og væk. Burfuglen mener, at den ligesom trækfuglene haver andetsteds hjemme. Det bliver efterhånden klart, at fuglen bag tremmerne er et billede på digteren. Andetsteds er det evige liv, der venter efter døden. Fuglen en udslidt præst og digter, tynget af gæld, sygdom og en tiltagende alkoholisme. Han længes bort fra livet og dets genvordigheder. Hans eneste trøst er at kvidre lidt - at skrive.

Jeg skulle sjunget lidt mer måske -
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og stormen rev mine fjedre.

Og så slutter det, hjerteskærende:

Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.

Denne koncentrerede dosis smerte og længsel fra 1838 blev til en sang knap hundrede år efter, i 1922; da fik digtet en melodi af Oluf Ring, som tone for tone gengiver tekstens melankoli. En langsom, tøvende melodi, der gør “Sig nærmer tiden” til det sørgeligste indslag i vor fælles sangtradition. Som en nutidig digter, Klaus Lynggaard, siger det: “Der er dømt lige dele ståpels og klump i halsen.”