Genrer


Simon & Garfunkel: Parsley, sage, rosemary and thyme
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 201
I 1966 fik en folk-duo bestående af Art Garfunkel og Paul Simon deres gennembrud med pladen Sounds of silence, og allerede senere samme år udgav de opfølgeren Parsley, sage rosemary and thyme. Denne plade gjorde sig bemærket ved dels at have en mere psykedelisk lyd, dels ved at sangene stod i stærk kontrast til hinanden. Åbningsnummeret "Scarborough fair/Canticle" er svævende og langsomt, og der er noget hypnotiserende over måden, sangen bevæger sig rundt. Som total modsætning er det andet nummer "Patterns" et dramatisk nummer med eksotisk percussion og en konfronterende attitude. Og således er mange sange på pladen bare virkelig forskellige fra hinanden, og det ender med at have en enorm indflydelse på pladens dynamik. Sagen er nemlig, at pladen end ikke er en halv time lang, og ligeledes er de individuelle numre sjældent mere end 3 minutter lange og ofte meget kortere, så man får som lytter konstant noget nyt at tygge på.
Med undtagelse af de to covers, "Scarborough fair" og "Silent night", er samtlige sange skrevet af Paul Simon, og selv disse to er blevet ændret så meget, at titlerne måtte blive udvidet. Paul Simon har et fantastisk øre for melodier, og sammen med Art Garfunkel skaber han nogle virkelig smukke vokalharmonier på visse numre. På nogle numre er Garfunkel i fokus, og da bliver det meget følsomt, meget smukt, nærmest opera-agtigt, og når Simon er i fokus, bliver det lidt mere kækt, men også lidt indadvendt på en tiltalende måde. Igen, dette sørger for, at pladen føles levende, men det gør også, at ingen af disse metoder bliver for brugt. Det gør, at man kan mærke det hver gang, og da pladen er kort, føles det aldrig som om det er på kanten til at blive forudsigeligt. Det gør også, at man kan lytte til pladen mange gange, og så bliver man i stadighed glad over det. F.eks. synes jeg altid at "A simple desultory phillippic ( or how I was Robert McNamara’d into submission)" er et hylemorsomt nummer. Det er en parodi på Bob Dylans nye, mere elektriske lyd og vokalstil, og det er helt fantastisk. Og det lyder faktisk godt.
Der er to numre, der virkelig gør Parsley, sage, rosemary and thyme til et mesterværk, og de er at finde i hver ende. Jeg har allerede snakket lidt om åbningsnummeret "Scarborough fair/Canticle", der jo er en gammel folkesang blandet med nyt Simon-skrevet materiale. På samme måde er afslutningsnummeret "7 o’clock news/Silent night" den klassiske julesang sunget virkelig smukt af Simon & Garfunkel, og det ville i sig selv være et godt nummer, der bare ville virke underligt i sammenhængen. Julesangen handler jo som bekendt om fred, glæde og den magiske følelse, julen bringer med sig. Paul Simon indfører dog sit eget lille twist – han lægger en falsk radioavis indover, der dog fortæller fuldkommen sandfærdige nyheder. Vi hører om racisme, mord, afhængighed, krig og USA’s trang til disse ting. Jeg fik en klump i halsen, da jeg for første gang hørte linjen “Nixon also said opposition to the war in this country is the greatest single weapon working against the U.S.”. Det er en stor måde at afslutte sådan et kort album. Og selvom sangen kun gør pladen to minutter længere, så føles albummet pludselig meget større. Parsley, sage, rosemary and thyme er et mesterværk.
Lån Parsley, sage, rosemary and thyme fra dit nærmeste bibliotek