Skramlet syretrip spændte ben for sig selv

Det er dømt til at slå fejl, når man planlægger en balstyrisk punkfest som dagens første koncert. Misforholdet mellem band og publikum blev aldrig overvundet, da Synd og Skam skulle sparke gang i andendagen.

Anmeldelse: Synd og Skam, Roskilde Festival 2013, Pavilion, Fredag klokken 12.

Med et nærmest dyrisk brøl sætter forsangeren gang i middagskoncerten kun ledsaget af et par instinktive guitarakkorder. Delvist messende sprøjter han de første linier ud mod publikum, der står stille og betragter. Resten af bandet sætter ind i en musikalsk omgang alle mod alle. Virvaret er uden retning, og musikken antager form som tømmermænd; stikkende, smertende og frem for alt noget, man ønsker forsvinder.

Synd og Skam spiller energisk punkmusik. Teksterne skråles, guitaren brager ukontrolleret frem og trommerne har deres helt eget liv. I bedste fald kan der komme kunst ud af kaosset. Sådan gik det bare ikke fredag middag på Pavilion. Bandet var bevidstløsheden nær på en blanding af alkohol, stoffer og kampen for at blive et med hver deres instrument. Flere gange frygtede man nærmest, at forsangeren skulle kollapse. Og så virkede de uforberedte. Mellem hvert nummer var der lange pauser, hvor guitarer skulle stemmes, forstærkere tændes og branderten skulle holdes kørende.

Oplevelsen havde formentlig været ganske anderledes, hvis publikum i lighed med bandet havde holdt festen fra torsdag aften  kørende helt til fredag middag, men blandt publikum var der mere medlidenhed end medlevelse, og få fandt samme tranceligende inderlighed som bandet på scenen.

Energien leverede Synd og Skam uden problemer. Deres performance var intens, og deres stil og kompromisløshed er uset på den danske rockscene. De allerede overbeviste blev sikkert ikke skuffede, men for et band, der stadig mangler en fanskare, der er stor nok til at fylde festivalens mindste telt, kunne lidt mere imødekommenhed klæde de purunge punkere.