Skrammelkoncert på en torsdag

Sidst på eftermiddagen siver publikum ind i Igreja Inglesa – den engelske kirke – i Funchal til en slags torsdagskoncert med kvartetten med det næsten intetsigende navn ”Orchestra Quartet”. Mange steder i byen prydedes sandwichskilte med plakater for denne koncert. Og på bagsiden af skiltene var selvsamme kvartet klar til hver fredag at spille rockarrangementer i Den engelske Kirke, som er et meget brugt koncertsted i Funchal. Hmmm, hvad mon vi går ind til?

Det udleverede program byder på hit efter hit: Pachelbels Canon, Albinonis Adagio, Bachs Air – i alt 10 numre fra de klassiske playlisters absolutte top.
Fem minutter over tid træder de fire musikere ind på scenen, og det viser sig, at den høflige billetsælger i døren er violinisten Andrei Ladeichikov. Han byder med spag stemme velkommen på et charmerende cirkusengelsk – lad koncerten begynde.

Svingende – men i tempi

Kvartettens leder, englænderen Trevor Moor, starter den velkendte basgang til Pachelbels udødelige kanon. På basguitar. Ja ja, det er da hørt før, og det er stadig den rigtige musik. Cellisten Mikolaj Lewkowicz falder ind, og av, ikke ligefrem den bedste intonation. Jeg frekventerer atter bagsiden af programmet, og jeg har læst rigtigt; han er solist i Orchestra Classica de Madeira.
Violinisten og bratschisten Marta Morera stiger på kanonen med en fin klang, og især violinisten spiller med en udtalt nerve.
I det ellers fejende, flotte stykke bryllupsmusik, ”Arrival of the Queen of Sheba” af G.F. Händel, går det over stok og løse sten, så flere udskridninger giver en flosset rytme.
Trevor Moor, som er uddannet elbassist, lægger bunden i J.S. Bachs Air, som århundreder efter blev brugt i Procol Harums ”A Whiter Shade of Pale”. Så NU må det da blive godt? Ak nej; han kæmper med at følge nodebilledet, rammer ofte skævt og når slet ikke til det overskud, som giver den glædelige musikalitet. I dette arrangement er melodistemmen lagt i celloen, som kæmper en kamp i dag for bare at hænge på.
En strygekvartet er den ypperste form for kammersammenspil, og når det lykkes, er det musik spillet af én organisme. Til dagens koncert oplever vi fire mennesker, der arbejder hårdt for at klare hver sin opgave, og ikke har overskuddet til et samlende hele.   

Gode glimt

I A. Vivaldis violinkoncert ”Vinter” fra ”De fire Årstider” får vi endelig en musikalitet, der når ud over rampen. Ladeichikov er på hjemmebane; førstesatsens djævelske violinløb bliver leveret med en følbar musikalitet godt sekunderet af bratschen. Vi klapper pligtskyldigt og tror, at det så var Vivaldi. Men kvartetten spiller også koncertens to andre satser. Desværre. For i andensatsen skifter bassisten over til tværfløjte, som nu spiller melodistemmen. Og det forgår med et famlende staccato. I sidstesatsen er det igen med violinen som førende, men da denne sats har en del skift i tempi, hænger det desværre for dårligt sammen.

Helt galt går det i satsen ”I Dovregubbens Hal” fra E. Griegs ”Peer Gynt”. Cellisten starter minsandten på et forkert nummer, men finder hurtigt det rigtige nodeblad. Men aldrig det rigtige tempo. Ud ad øjenkrogen ser jeg publikummer, der sender hinanden hurtige øjekast – vi oplever en blanding af Marx Brothers og Spike Jones. Desværre nok ufrivilligt fra musikerne side.

Et lyspunkt er Khatjaturjans ”Sabeldans”, hvor violinisten galant låner sit partitur til bratschisten, som åbenbart ikke har fået sit med. For violinisten kan stykket udenad – en fornøjelse at høre.

Efter sidste nummer proklamerer Trevor Moor, at kvartetten dagen efter spiller igen samme sted, men nu arrangementer af rockmusik. Hmm, mon det swinger bedre? Som en slags ekstranummer spiller de fire et kort uddrag af riverdancemusik fra morgendagens program. Og vi siger tak, men nej tak.

Musikglæde – ja tak

Sikken en koncert, hvor tilhørerne hver har betalt 125 kr.
Og ifølge programmet er det veluddannede musikere, så vi klapper naturligvis pænt.
Er vi egentlig lidt forvænte? Dagligt hører vi altid de fineste klange i vores flotte koncertsale og på de indspillede medier, så vores præferencer er kvalitetsmæssigt tårnhøje.
Jeg spillede i en årrække i et amatørsymfoniorkester, og det lød garanteret ikke altid kønt. Men vi havde en spilleglæde, som jeg tror, kunne mærkes.
Denne koncert oste af endnu en dag på kontoret; vedkom det egentlig os? Vi oplevede kun enkelte glimt af en nærværende musik – den musik, der rører ved noget i os.  Disse glimt kunne være trukket sammen til 10 minutters musikglæde, men vi fik i stedet en times grå nuancer.