Genrer
Skrjabin: Symfoni nr. 3 og 4, Le poème de l'extase
Ekstatisk karusseltur
Det gik hen over hovedet på de fleste, at det i 2015 var 100 år siden den russiske komponist Aleksander Skrjabin døde, men den russiske dirigent Vasily Petrenko (ikke at forveksle med Kirill Petrenko, der er udnævnt som chefdirigent for Berliner Filharmonikerne fra 2018) brugte anledningen til at indspille to af Skrjabins hovedværker på sin første symfoniske udgivelse med Oslo Filharmonikerne. Og resultatet er glimrende. Skrjabins orkestermusik er widescreen-musik og et studie i fluorescerende instrumentationskunst, hvor musikken i løbet af et splitsekund kan skifte fra gravens kulde til sødmefyldte blomsterklange. Romantisk musik af den sene slags tilført himmelsk speed.
I den stort anlagte Symfoni nr. 3, der kulminerer med satsen "Jeu divin" (Guddommelig leg), panorerer Skrjabin mellem jordisk kamp signaleret af skiftevis rytmisk marcherende og frit dansende rytmer, og så himmelsk vellyst, hvor tonestrømme springer i alle regnbuens farver fra gyldent messing til isnende krystaller i de højeste træblæsere. Her viser Vasily Petrenko, at han er mere end en tjekket orkesterdomptør. Han evner også at lade sig henføre og ind imellem lade musikken simre og dæmre imellem de orgiastiske udladninger. Og i den sanseligt mættede luksusmusik til "Le poème de l'extase", der fordrer smægtende strygersoli og og glitrende trompetfanfarer, viser Oslo Filharmonikerne, at de har over skud og ressourcer til at honorere det ekstraordinære.
Men til trods for musikkens eksalterede og himmelstræbende karakter gør Vasily Petrenko ingen unødvendige armbevægelser. Der holdes snor i de rytmiske excesser, og de klanglige effekter får aldrig lov til at kamme over i det opulente. Og selv om det indimellem kunne være spændende at høre, hvad der ville ske, hvis Petrenko gav sig dekadencen i vold, så bekræfter dette udspil først og fremmest, at Vasily Petrenko er en af tidens stærkeste yngre dirigenter, og at han er godt i gang med at opdyrke Oslo Filharmonikerne til et niveau på højde med succesdagene med Mariss Jansons som chefdirigent fra 1979-2000.
Læg dertil, at denne udgivelse er beriget med en booklet med reproduktioner af beslægtet billedkunst og en fremragende artikel, hvor den norske forfatter og redaktær Christian Kjelstrup placerer Skrjabin som central figur i den sekteriske russiske symbolisme. Et udsagn om, at Skrjabins kunst rækker langt ud over det rent musikalske.