Genrer
Sly and the Family Stone: Greatest hits
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 60
Jeg lytter sjældent til greatest hits-opsamlinger. Jeg foretrækker at høre sangene i den sammenhæng, de oprindeligt er tiltænkt, og især i dag, i streamingtjenesternes tid, foretrækker jeg playlister, hvis man endelig skal hive sangene ud af kontekst. Især lytter jeg sjældent til greatest hits-opsamlinger fra kunstnere, der faktisk har udgivet godt med solide plader. Jeg har nydt alle de plader, jeg har hørt med Sly and the Family Stone, men alligevel har ingen oplevelse med dem været så positiv som deres første opsamlingsalbum, Greatest hits fra 1970. Gruppen havde på dette tidspunkt kun udgivet fire albums, og de populære There’s a riot goin’ on og Fresh var endnu ikke udgivet. Det gør selvfølgelig, at pladen ikke indeholder klassikere som “If you want me to stay” og “Family affair”, men på den anden side markerede disse to plader, at Sly and the Family Stone bevægede sig i en mindre kommerciel retning. Greatest hits er derimod en poppet plade, fyldt med glæde, kærlighed og hippie-mentalitet. Det er musik, man bliver glad i låget af at lytte til, og det gælder hvert eneste nummer.
Opsamlingen springer let og elegant gruppens debut over og vælger at fokusere på deres følgende tre plader, Dance to the music, Life og Stand!, hvor jeg allerede har anmeldt sidstnævnte. Jeg kan i hvert fald sige, at det er mine yndlingssange fra denne, der er medtaget på Greatest hits, og jeg trækker på smilebåndet ved hvert eneste genhør med disse sange. De er lige så skæve og finurlige som sidst jeg hørte dem, og til min store glæde gælder det størstedelen af tracklisten. De fleste numre er fyldt med små spøjse gimmicks, der kun gør lytteoplevelsen mere fornøjelig, og de formår også at vise, at den poppede struktur ikke sætter begrænsninger for nuance og kreativitet i musikken. Det får endda kreativiteten til at være mere tydelig, da de leger med vores forventninger om, hvad der skal ske i en popsang. Udvalget er i det hele taget helt eminent pladerne imellem. Der er ikke blot sørget for at vælge hits, men også farverige, sjove numre, og der er samtidig sørget for at repræsentere både de funk-, soul- og rock-prægede sider af gruppen godt.
Strukturen på pladen sidder også lige i skabet. Åbningsnummeret “I want to take you higher” sørger for at løfte stemningen lige fra starten med en lyd, der er lidt mørkere end resten af pladen, mens den samtidig leverer al det ukontrollerbare sjov, der er til stede på resten af pladen. Den stiger også gradvist i vildskab, så den er helt ideel på sin plads. Endnu mere velvalgt er afslutningsnummeret, megahittet “Thank you (falettinme be mice elf agin)”. En af årsagerne, til at det fungerer så godt på sin plads, er, at det referer tidligere sange fra albummet på sin tekst. Den agerer dermed som en slags opsamling af pladen som helhed, og det er sjældent at greatest hits-albums har mulighed for at afslutte så konkluderende. Derudover er det bare et uimodståeligt festnummer, der også fejrer bandets karriere i denne nye kontekst. Jeg havde ikke forventet at holde så meget af en greatest hits-opsamling, men det gjorde jeg altså. Jeg havde endnu mindre forventet at skulle erklære den min favorit i gruppens diskografi, men det er den altså. Det er en fortræffelig festplade, og den fremviser gruppen, hvor de er allerbedst.