dummy

Sly and the Family Stone: Stand!

21-11-2017
Kjartan F. Stolberg
Anmeldelse

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 118

Sly and The Family Stone har stået bag mange af slut-60’ernes og start-70’ernes bedste funksange, og de var både definerende og redefinerende for genren i disse skelsættende år. Og vil man have nogle af deres bedste numre, er Stand! fra 1969 et godt sted at lytte. Åbnings- og titelnummeret "Stand!" indkapsler mange af gruppens kvaliteter. Det er en festlig og fængende sang, der på overfladen lyder glad, men den skarpe tekst handler om at stå op for det, man tror på. Der er høj detaljerigdom i instrumentationen, og lyden er dejligt varieret. Andet nummer, "Don’t call me nigger, whitey", falder nærmest i den anden grøft. Den lyder politisk med sin provokerende titel, og den vrede lyd hjælper med. Men omkvædet er blot gentagelser af vendingen “Don’t call me nigger, whitey; Don’t call me whitey, nigga”, mens sangens eneste vers er ganske smukt, men alt for abstrakt til at have nogen vigtig meddelelse. Sangen er en 6 minutters lyd-udforskning, hvor man kommer vidt omkring i gruppens vanvittige univers. Der er ikke så meget dybde, men sangen er vældig underholdende.

En af deres store klassikere er "I want to take you higher", endnu et festligt nummer, her uden så meget subtekst. Dog er hele nummerets konstruktion nok et af de stærkeste på hele pladen. Jeg elsker hvordan groovet udvikler sig fra det ganske rolige til det vilde underlag for resten af festen. Det er en af de bedste funksange nogensinde, hvis du spørger mig. "Somebody’s watching you" er et lettere psykedelisk popnummer, der kan virke ret minimalt i sin skala og sit ambitionsniveau, men alligevel bliver den dragende i sit skæve, jazzede pop-univers. Der kommer tit spøjse indslag, især i instrumentationen, men selve kompositionen kan også være ret overraskende med afvigelser fra den vante lyd. "Sing a simple song" virker i starten som en tilbagevenden til den mere typiske funk-lyd, men man skal ikke lytte længe, før den næsten bliver lige så spøjs og bizar som den foregående. Der er dog stadig masser af klassisk, solid funk-lyd og fede grooves til at give de underlige ideer noget substans.

I den helt poppede ende finder vi endnu en af gruppens bedste sange, den store anti-diskriminations-hymne "Everyday people". Det geniale ved teksten til denne sang er at det hele er artikuleret i børnehøjde. Det lyder jo barnligt, når der synges "There is a blue one who can’t accept the green one for living with a fat one, trying to be a skinny one; and different strokes for different folks; And so on and so on and scooby dooby doo-bee doo”. Det smukke er, at det stadig siger præcis det der skal formuleres, og hvis man tager ordene til sig er de alligevel stærke. "Sex machine" er et langt, sumpet instrumentalnummer. Det udtrykker absolut den titulære seksuelle vildskab, især gennem instrumenternes soloer. 14 minutter er bare alt for lang tid at køre i denne suppedas, hvis man spørger mig, og nummeret bliver med tiden trættende. De slutter af med den simple, funky "You can make it if you try", der gentager visse dynamiske principper fra før, men som sædvanlig indføres også unikke, kreative ideer. Stemningsmæssigt er det en dejligt positiv måde at runde pladen af på, og Stand! er som helhed også en sjov, glad og vidunderligt skør plade.

Lån Stand! fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog