Genrer
Sly and the Family Stone: There's a riot goin' on
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 99
Sly and the Family Stone var ikke blot et af de vigtigste funkbands nogensinde, de var også til tider bizarre og eksperimenterende. En af deres særeste plader er There’s a riot goin’ on fra 1971. Før dette album havde de en klar psykedelisk soul-lyd med poppede omkvæd og en generel feel-good-vibe. Ikke at de ikke havde eksperimenteret før, f.eks. kan den 13 minutter lange "Sex machine" fra 1969 fremhæves som et vældig alternativt og artistisk nummer, og på mange måder dannede dette nummer grundlaget for There’s a riot goin’ on to år senere. Lyden på den nærmer sig den lumre, sumpede, groove-bårne stil på "Sex machine", og stemningen er på alle måder mørkere end før. Selv glade sange som "(You caught me) Smilin’" og "Runnin’ away" føles som om, de stammer fra et ondt, forskruet sted. Det gælder især "Runnin’ away", der i albummets kontekst bliver nærmest skræmmende, så tyggegummi-optimistisk den er blandt den ellers grumme lyd. En anden undtagelse er åbningsnummeret, "Luv n’ Haight, der giver det indtryk, at det er en almindelig, poppet funkplade, man har givet sig til at høre – men åh, hvor man dog tager fejl.
There’s a riot goin’ on er en svær plade at sluge – der er mange langsomme funknumre, og det virker tit som om, forsanger Sly Stones stemme har en slags vintage-filter på sin mikrofon. Endvidere synger han tit meget lavmælt, og selv når han ikke gør, placeres han ikke særlig højt i mixet i forhold til at han er forsanger. Guitarerne og bassen kravler på nummeret "Poet" hen over hinanden i et hypnotiserende groove, men generelt føles lyden på pladen underligt nøgen trods den store besætning. Hør blot det 7 minutter lange afslutningsnummer "Thank you for talkin’ to me, Africa", der essentielt er en nyfortolkning af gruppens klassiske hit "Thank you (falettinme be mice elf agin)". Groovet består af både bas, trommer og guitar, men guitartonerne er så kortvarige og holder nok pauser til, at det stadig føles meget tomt, især med det langsommere tempo end originalen. Groovet det helt samme fra start til slut, uanset om verset eller omkvædet er i gang. Der optræder også af og til et keyboard, men det er flyvsk og lavmældt, så det øger den ukomfortable stemning, nummeret skaber.
Det er en underlig plade, og jeg har svært ved at sige, hvad jeg synes om den. Men jeg synes absolut, at den er værd at opleve. Hvor mange andre funkplader kender du, hvor man kan høre vaskeægte jodlen? Det kan man på "Spaced cowboy", og det er et nummer, der lyder ganske morsomt som præmis. Ved de første gennemlytninger så jeg det som et mislykket forsøg på en sjov, skør idé, men efter gentagne gennemlytninger begyndte jeg at sætte mere pris på det. Jeg begyndte at se det som en kommentar til hvordan det hvide Amerika romantiserer det vilde vesten trods tidens ubehageligheder. I det hele taget er There’s a riot goin’ on et ubehageligt album, men ikke ubehageligt fordi det vækker personlige følelser – snarere fordi det skaber sin egen ubehagelige aura. Som Sly lettere utydeligt synger på "Poet", “My only weapon is my pen” – og den linje handler ikke kun om ord, den handler om kunst. Der er masser af tegn på, at There’s a riot goin’ on er en politisk plade, men teksterne er sjældent eksplicitte. Musikken derimod taler sit eget tydelige sprog.