Genrer
Sly & the Family Stone: Fresh
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 186
Få R&B-grupper har haft så meget betydning som Sly & the Family Stone. Det har i stor grad noget at gøre med, hvor vidt de spænder. Af og til laver de den mest oprigtige soulmusik, men de kan lige så godt lave det vildeste funknummer, man bare ikke kan sidde stille til. Der er også så utrolig meget mellemgrund i deres lyd, som ingen anden gruppe rammer så flot. De har mest identitet, når de laver noget afslappet, sjælfuld R&B, der er spillet så tæt, at man skulle tro, det var løgn. Denne lyd er repræsenteret flot på alle deres plader, men måske bedst på Fresh fra 1973. Noget af det bedste ved denne plade er, hvor diskret vokalen kan være, og det uanset hvilken sanger, der befinder sig bag mikrofonen. Mine yndlingsnumre er da naturligt nok også blandt de mere stille af dem. Det er ikke nødvendigvis dem, der er bedst i første omgang, men der er mest at vende tilbage i hos dem. Især "If you want me to stay", pladens ubetinget største hit, har så meget charme, liv og personlighed.
Jo mere numrene minder om "If you want me to stay", des mere synes jeg om dem. Hvis det er lidt underspillet og nuancerigt, så er jeg totalt solgt. En anden af mine favoritter er derfor deres sprøde cover af "Que sera, sera", oprindeligt af Doris Day. Den er på mange måder totalt ulig bandets normale lyd, som jo ellers spænder ret vidt. Det er en ret speciel kombination af lækker soul og traditionel pop. Men al musicallyden, som er så gennemgående i originalen, er helt væk, og på den måde føles teksten meget vigtigere. At de sætter tempoet lidt ned hjælper også sangen gevaldigt, ja den er et rent mesterværk i Slys hænder. Men på samme måde som, jeg virkelig synes godt om de stille numre, så er nogle af de energiske, funky numre ikke så interessante. De er på papiret ganske gode, men der er ikke bygget nok videre på grundideen på visse af numrene; "I don’t know (Satisfaction)", "Keep on dancin’" og "If it were left up to me" kunne alle have haft godt af at være lidt længere og blive leget mere med. Måske lige undtagen "Keep on dancin’", der bare er en trist nyfortolkning af deres egen "Dance to the music".
Jeg elsker dog, at der altid er så enormt meget personlighed. Bandet har nogle dejlige idiosynkrasier, der gør, at intet nummer kan kaldes decideret dårligt, for der er altid et eller andet særpræget at holde af. Det gør de mere middelmådige sange sjove, og dte gør de bedste til mesteværker. Bandet har sans for detalje, især på de langsommere numre, og hver gang jeg lytter til nogle af mine favoritter fra pladen, opdager jeg noget nyt, jeg fuldkommen elsker ved dem. Pladen som helhed har ikke nødvendigvis så meget genspilningsværdi. Det bliver lidt for hektisk i den sidste halvdel. Sly & the Family Stone har med Fresh leveret en gennemgående lækker R&B-plade. Jo, det er ikke alle numre, der er lige gode, men de bedste er helt formidable. Og dem er der heldigvis mange af. Fresh er måske ikke pladen, der bliver bedre for hver gennemlytning, men der er stadig masser af guf på.