Genrer
The Smashing Pumpkins: Siamese dream
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 360 på listen.
Da The Smashing Pumpkins i 1991 udgav albummet Gish, var de et lovende band. Da de udgav deres næste album Siamese dream, var de superstjerner. Denne nye status var skam også fuldt ud fortjent, for Siamese dream er et fantastisk album. Forsanger og leadguitarist Billy Corgan arbejdede hårdt på at få hver eneste lyd til at være helt perfekt. På visse af albummets sange kan man høre op til 40 lag af guitarer spille over hinanden for at skabe en helt unik lyd. Guitaren er da uden tvivl det væsentligste instrument på albummet. Det er guitaren, man virkelig kan bide fat i, og man kan opdage masser af finurligheder i de ofte mange lag af guitar. Nogle gange er der kun rytmeguitar, og så kommer der pludselig en virkelig fed leadguitar ud af det blå. Det gør albummet mere dynamisk, hvilket igen gør, at man har sværere ved at miste gejsten som lytter. Billy Corgans stemme er til gengæld ikke nødvendigvis noget for alle. Den er skinger, spinkel og nasal, og selv er jeg heller ikke altid lige glad for den. Men følelsesmæssigt giver han altid hele armen.
Corgans melodier er altid rigtig gode. De fleste er ikke de mest fængende i verden, men de skaber til gengæld stemning. Sange som "Disarm", "Spaceboy" og "Luna" er virkelig følelsesrige, og man sympatiserer meget med Corgan, mens han synger dem. De er tilfældigvis ikke de hårdeste sange på pladen, men disse har så nogle andre kvaliteter. F.eks. er "Rocket", "Soma", "Geek U.S.A." og "Silverfuck" rigtig eksperimenterende, syrede numre, som jeg med lethed ville kunne kalde for progressiv rock, nok i højere grad, end jeg i grunden ville kalde det alternativ rock, som det så ofte bliver kaldt. Pladen er af en lidt længere art. Den er ikke ekstremt lang, men en hel time er nu stadig en del. Dog er der rigeligt med variation og dynamik på pladen, og det er det, der holder lytteren engageret. Siamese dream er et album, der virkelig holder i længden. Jeg var faktisk stadig større fan af deres tredje album, Mellon Collie and the infinite sadness efter de første 4-5 gennemlytninger af Siamese dream. Men efterhånden gik det virkelig op for mig, at der altid var noget at grave ned i her, og at melodierne generelt er bedre.
Sangenes kvalitet er som sagt høj for det meste, men der er dog nogle svingninger. Du kan ikke finde dårlige numre på pladen, men hvor sange som "Cherub rock", "Disarm", "Soma" og "Silverfuck" er så gode, at de kan skubbe lytteren omkuld, virker "Hummer" og "Sweet sweet" svage i sammenligning. Der er ikke rigtig noget skidt ved disse numre, men de springer ikke ligefrem ud mod dig, og du kommer næppe til at huske dem. Dog har begge numre en velfortjent plads på albummet. De hjælper med at få det hele til at hænge sammen. "Sweet sweet" ligger lige mellem "Silverfuck" og "Luna", og disse to sange har desperat brug for noget mellem sig, og "Sweet sweet" fungerer ganske godt fra det synspunkt. Hvis du vil have en rigtig komplet, velkonstrueret musikoplevelse, så er Siamese dream nok noget for dig. Der er rigtig meget at komme efter, og pladen kan sagtens tåle at blive hørt adskillige gange. Om du er til Nirvana, Rush, Jane's Addiction eller Beck, så er Smashing Pumpkins nok noget for dig, og deres bedste album er uden tvivl Siamese dream.