Genrer
The Smiths: Louder than bombs
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 365 på listen.
I min verden er 80'erne ikke årtiet for Duran Duran, Michael Jackson, U2, Bon Jovi eller Whitney Houston. Ikke ét 80'er-band har jeg lyttet mere til end The Smiths, og jeg elsker alle deres fire studiealbums meget højt. Foruden disse udgav de også en hel del singler, der ikke optræder på nogen af de fire albums. Nogle af numrene udkom på amerikanske udgaver af pladerne, og i 1987 blev de fleste Smiths-sange, der ellers ikke var på noget amerikansk album, udgivet på en opsamling, der fik titlen Louder than Bombs. Der er dermed både singler, b-sider og sange, der kun var på europæiske opsamlingsalbums. Mange af deres bedste sange er at finde på denne plade. Jeg bliver aldrig træt af "Sheila take a bow", "Shoplifters of the world unite", "Panic", "William, it was really nothing", "Heaven knows I'm miserable now", "Ask" eller "Hand in glove", og det er blot a-siderne. Mange af b-siderne er så gode, at man slet ikke kan fatte, at de ikke var a-sider. "Is it really so strange", "Sweet and tender hooligan", "Half a person", "Please, please, please, let me get what I want" og "Asleep" er alle ligeledes fantastiske.
Albummet er ikke opstillet efter noget tydeligt mønster, men til gengæld føles det ret dynamisk. De forskellige sange arbejder forholdsvis godt sammen, og der er en dejlig variation. Man kan dog stadig høre, at det er en opsamling. Der er ikke noget tidspunkt, hvor to numre arbejder utrolig godt sammen, men albummet sørger stadig for, at man ikke bliver spor træt af bandets lyd. Ikke et eneste af numrene er dårlige, og selv de mindst interessante er ganske gode. De bedste er decideret fantastiske, og de er umulige at få ud af hovedet. Og det er heller ikke noget, man ønsker. De er fyldt med følelser, og der er få lyrikere, der virkelig kan røre mig så dybt som Morrissey. Sange som "Ask", "Please, please, please, let me get what I want", "Asleep" og "Half a person" taler til mig på et meget nært følelsesmæssigt niveau. Ikke alle deres sange har denne effekt i lige høj grad. Nogle er ganske vist fulde af følelser, der går i alle mulige retninger, men de har stadig nogle virkelig sjove melodier. Hvem har ikke lyst til at synge med på "Sheila take a bow", "William, it was really nothing" eller "Panic"?
Foruden at albumdynamikken ikke er fantastisk, er det største problem ved pladen, hvor ubrugelig den er fra et europæisk synspunkt. Som europæisk lytter savner man f.eks. sange som "How soon is now?" og "This charming man", der ikke her blev udgivet på noget studiealbum, hvorimod de er på amerikanske udgaver af henholdsvis Meat is murder og deres eponyme debutplade . Desuden var Louder than bombs tænkt som et amerikansk svar på de europæiske opsamlinger Hatful of Hollow og The World won't listen, hvor den første er en mere konsekvent oplevelse, navnlig da alle dens sange er indspillet indenfor en ret kort periode. Jeg vil dog absolut ikke sige, at Louder than bombs bliver til et dårligt album af den årsag. Det bliver bare svært at anbefale af den årsag. Det er rigtig, rigtig godt sammensat, men på grund af bedre alternativer ved jeg ikke helt, hvorfor du skulle lytte til det, med mindre du vil lytte til alt af The Smiths. Men hvis du beslutter dig for at gøre det, vil du ikke fortryde det.