Sneflokke kommer vrimlende

Jeppe Aakjær har beriget dansk sang med en lang række perler. “Jens Vejmand”, “Nu er dagen fuld af sang”, “Stille, hjerte, sol går ned”,  “Ole sad på en knold og sang”, for blot at nævne et par stykker, og så denne her, der hører til den livlige afdeling. Der er fart over feltet, og det skyldes både ord og melodi.

Ligesom andre tekster af Aakjær er “Sneflokke” ikke oprindelig skrevet som en sang, men som et digt. Men han har gjort det let for en komponist at komme til. Allerede samme år, som digtet blev trykt, 1916, havde Thorvald Aagaard et stykke musik klar, som passede fænomenalt godt til teksten.

Aakjærs tekst beskriver en vinterdag, hvor himmel og jord står i ét. Sneen fyger og trænger ind gennem husenes sprækker. Vinden river i de høje popler og vælter neg og kålstokke. Der er sne overalt. Børnene gør sig klar til at lege i det vilde vejr, mens bedstemor hiver op i uldskørterne og kigger lidt bekymret ud ad vinduet. Det er den dag, som traditionelt regnes for vinterens strengeste, kyndelmisseknude eller i Aakjærs dialekt: Kjørmes-Knud.

Et væld af detaljer hobes op med lydmalende ord og rim, som giver en dynamisk fornemmelse. Hvert vers har to gange tre enderim (vrimlende-trimlende-himlene og sprækkerne-rækkerne-hækkerne i første vers), der adskilles af to linjer, der også rimer (gård-hår). Nogle af verberne bidrager også med rim (knyger-ryger). Teksten giver fremdrift og rytme, og Aagaards friske melodi smyger sig så tæt ind under ordene, at der kommer en ubrydelig helhed ud af det.

En god fællessang om den slags snevejr, man længes efter, når december er gået bort i regn og tåge.