Soleima med strygere – superfest, der swinger

Fredag aften oplever vi igen en propfyldt Store Sal – koncertpublikummet er generelt bare tilbage fuldtalligt.

Sangerinden Soleima, der har høstet mange roser for pladerne ”no. 14” og ”Bulldog” spillede på Heartlandfestivalen for tre år siden en anderledes koncert. Nemlig nogle af hendes største numre med akkompagnement af LiveStrings – et dansk strygerensemble, som har specialiseret sig i at spille klassiske arrangementer til rigtig mange popsangere.

Denne konstellation skal vi høre i aften, desuden med pianisten Nicolai Kornerup, som også er kendt for sit harmonikaspil i det livssprudlende klezmerorkester Mames Babegenush.
Scenen befolkes af pianisten bag det store koncertflygel samt de seks kvindelige strygere: to violiner, to bratscher samt to celloer, hvor førstecelloen spilles af kapelmester Live Johannson. Måske derfor er opstillingen modsat vanlig klassisk orkester, her er de lyse strygere i højre side af scenen og celloerne til venstre; lige før flygelet.
Taget nærmest letter, da Soleima løber ind på scenen og fra da af har os alle i sin hule hånd med høj energi og nærvær.

Hvisken og råb
Første nummer starter fåmælt. Det er ”Wasted”, som også er blevet udgivet med LiveStrings. Coronatiden gjorde det gode for Soleima, at der blev tid til at genoptage samarbejdet med LiveStrings og indspille en plade med netop ”Wasted” som indledende nummer. Soleimas stemme står klart i det store rum, hendes stemme er som Kate Bush, der synger Agnes Obel-sange. Og det er positivt ment.

Herefter får vi et helt nyt nummer, ”Grand”, som ifølge Soleima handler om at være modig. Og det er sangerinden sandelig. Hun står ikke stille, men smyger sig rundt på hele den store scene. Stemmen er tæt på det skingre, men balancen holdes, kontrolleret.

Det ER svært at forstærke akustiske instrumenter og i min optik især strygere. Med LiveStrings oplever jeg en konsekvens: Når det nu skal forstærkes, skal vi ha’ det bedste ud af det. Derfor benytter Live Johanssson også flere effektpedaler som en anden rockguitarist, så det akustiske udtryk nu kan få mange flere nuancer fra lydpaletten.

Hverdag og fest
”No life” er en hyldest til sangerindens bror; nummeret starter helt afdæmpet med et enkelt klaverakkompagnement. Men crescendoet indledes med strygernes medvirken, og da Soleima opfordrer os til at tænde mobilens lys, fornemmes en kollektiv gåsehud. Nærværet intensiveres, da Soleima drøner ned af scenen, op ad sidegangen og videre midt gennem salen – mens hun synger. Og hun synger for den enkelte, hun synger for dig og hun synger for mig. Selvom det kun er et splitsekund, synger hun én meter foran mig, wow.

Salen jubler, og naturligvis når hun sin plads midt på scenen, inden LiveStrings serverer en fuldendt afslutning, der lyder præcis som den imposante strygerafslutning på David Bowies
”Life on Mars”.

Vi har en fest, og Live Johansson får ordet: ”Nå, vil I ha’ festmusik?” Det vil vi. Og Nikolai Kornerup griber harmonikaen og starter en fyrig folkedans, violinisterne og bratschister står op og hele ensemblet swinger som bare pokker. Klassiske musikere kan ikke swinge? Sludder og vrøvl, vi har en dampende hed fest, og havde de pæne, bløde stole ikke været der, havde vi alle taget en svingom.

Alderdom og ungdom
Igen formår Soleima at bruge musikkens store kontraster. For nu kommer et stille nummer – ”vi ta’r en terapisession” annoncerer hun. En sang på dansk, nemlig Allan Olsens ”En stille glød i mørket”, som Soleima tidligere har spillet med LiveStrings. En sang om Olsens bedstefar, som Soleima har gjort til sin, da hendes morfar dør. En smuk Olsen-tekst, som helt sikkert er vedkommende for mange blandt publikum, der har mistet en bedsteforældre. ”Han talte ikke meget, men jeg husker sætningen / At når alderdommen melder sig, blir mørket din ven.”

Finalenummeret er selvfølgelig en fest – en sal med klappende hænder over hovedet og et strygerensemble, der lyder som et tight-swingende rockorkester. Nå ja, Nikolai Kornerup har en vigtig rolle med sit smittende drive og udstråling, der får hele bandet til at yde sit yderste.
Tak for festen, Soleima!