Solsorten

Om solsorten skriver vores store digter Johs. V. Jensen i en af sine myter: ”Solsorten tier. Den har hele Vinteren holdt til i Villahaverne i Nærheden af Rønnebærtræerne, der stod med røde Bær langt ind i de kolde Dage, den har ført sit sky Gengangerliv bag Plankeværker og under de nøgne sorte Buske, selv sort som Kul og med svovlgult Næb som en Sjæl der ikke kan finde Fred, altid på Flugt naar man saa´ den, altid stum; for den sære metalliske Skræppen den giver fra sig naar den flygter er ikke Solsortens Væsen, det er et Vanvidsskrig der kun gør den i Sandhed stummere; Solsortens Væsen er Sang. Men det er ikke dens Tid. (-) Og dog er det den samme Fugl vi om nogle Uger, maaske kun Dage, skal se sidde brystende sig i sine blanke Fjer mod Morgensolen paa et af de højeste Gravmæler, som en Sjæl, der triumferer over sit brudte Ler, med Struben fuld af dybe dejlige Fløjtetoner, ét med Solskinnet, brusende, Næbbet af Guld! Saa er Magen kommen hjem.”

Ud over Jensens formidable beherskelse af sproget bemærker man i denne tekst, at digteren har øje for dobbeltheden i solsortens stemme: på den ene side fuglens metalliske advarselsskræppen og på den anden side dens vidunderlige sang, som næppe overgås af nogle andre danske fugle. Enhver, der har lyttet til solsortens sang en lun sommeraften, vil sikkert medgive, at så bliver det ikke meget mere vellydende inden for fuglesangens verden. Solsortens uforlignelige sang er blevet prist i talrige digte i tidens løb, mens der ikke er så mange digtere, som har følt trang til at skrive om solsortens skrattende vinterstemme – forståeligt nok. Solsorten skal høres om sommeren, og det er da også – næsten – udelukkende solsortens attraktive sommer-sangstemme, der dukker op i rock- og populærmusikkens mange sange om den lille fugl med den store stemme.

Jeg vil dog starte denne korte oversigt over udvalgte solsorte i rockteksterne med den eneste beskrivelse af fuglens vinterstemme, jeg kan huske at være stødt på, nemlig beskrivelsen i TV2´s ”Morgen i april” (1996). Her lyder det: ”Vi går hjem alene, hver for sig/ en hidsig solsort skratter/ mod din bløde hud/ Åh, min Gud, hvor har jeg savnet dig”. I april måned har solsorten endnu ikke genfundet sin bløde sommerstemme, så TV2´s omtale af solsortens ”hidsige skratten” er meget realistisk set ud fra et ornitologisk perspektiv. Dermed er omtalen i sig selv interessant; og i digterisk sammenhæng er omtalen af solsortens grimme vinterstemme desuden ret enestående, i hvert fald i forhold til de følgende eksempler på solsorte i rocklyrikken.

Koltrast
I Sverige blev solsorten både i 1962 og igen i 2015 kåret som landets nationalfugl, så der er ikke noget mærkeligt i, at fuglen optræder ganske ofte i de svenske sangtekster. Ulf Lundell, der selv er noget af en amatørornitolog, har flere gange involveret solsorten i sine tekster, naturligvis under fuglens svenske navn ”koltrast” (kuldrossel). I sange som ”Rom i regnet” (1979) og ”Ut ikväll” (2001) må solsorten nøjes med rollen som behageligt akkompagnement til en kærlighedshistorie; men i en sang som ”Koltrastsången” (2008) indtager fuglen en central hovedrolle i teksten. Nummeret, der indledes med lidt ægte solsortesang, fortæller ganske vist også, som de to ovennævnte sange, en historie om kærlighed; men i ”Koltrastsången” er solsortens sang ikke blot en behagelig baggrundskulisse, men bliver til et symbol på selve kærligheden mellem de to elskende: ”Säj minns du den gången/ när vi satt i parken och hörde/ koltrastsången/ Så här är det/ ingen är fången/ som förstår att njuta av den sången”.

Hos gruppen Eldkvarn dukker solsorten også op rundt omkring i sangene, bl.a. i ”Jag jagar ditt hjärta” (2007), hvor ”koltrast” meget passende bliver rimet på ”kolsvart”: ”Utanför fönstret/ sjunger en koltrast/ Jag sjunger för dig/ allting är kolsvart/ Jag kan inte sova längre/ jag räknar dropparna i regnet/ jag jagar ditt hjärta”. 

Pernilla Andersson har ligesom Ulf Lundell inkluderet solsorten i titlen på en af sine sange, ”Koltrast vid Haväng” (2021), og ligesom Lundell har hun brugt solsorten til at spejle et – til tider problemfyldt – kærlighedsforhold mellem to mennesker: ”När vi ramlade fel genom natten och slutade slåss/ då sjöng det en koltrast vid Haväng som älskade oss/ solen går upp över Haväng, det är gryning igen/ på stranden går två som gick vilse, men hittade hem/ efter år av tankar och måsten och ”håll i dig själv”/ så sitter en koltrast vid Haväng som såg oss en kväll”.

Solsort
Solsortens sang er og bliver en smuk oplevelse, og den konstatering er de danske rocklyrikere helt enige i. I C.V. Jørgensens ”Til skaberens fulde tilfredshed” (1990) møder man igen solsorten i forbindelse med den lune sommernat: ”Livet er lykken når himlen er blå/ når sommernatten ta´r os i ed/ og når solsorten synger solen i sænk/ til skaberens fulde tilfredshed”. En usædvanligt mild C.V. Jørgensen må man nok medgive, måske på grund af den skønne solsortesang. 
 
Også en ellers ret nøgtern (men samtidig stærkt romantisk) sangskriver som Kim Larsen har et svagt punkt for solsorten: ”Og når det så bliver sommer/ og solsorten kommer/ en tidlig morgenstund/ med guld i mund/ ja, så brister mit hjerte af længsel/ og sjælen flyver ud af sit fængsel/ velkommen igen, min trofaste ven/ godt at se dig igen” (fra sangen ”Fuglen i træet”, 2006). Solsorten kunne lige så godt – og burde - have været Danmarks nationalfugl, hvis salig H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling ikke havde gjort, at vi nu må ”nøjes med” knopsvanen som nationalfugl.

Blackbird
Den mest kendte solsort i de engelsksprogede sangtekster er nok solsorten i Henderson og Dixons ”Bye, bye, blackbird” (1926), som stort set alle populærmusikkens sangere har indspillet på et eller andet tidspunkt i deres karriere. Sangen er et standardnummer inden for både jazz- og pop-genren, og den er vel også rimeligt iørefaldende; men hvad sangteksten handler om, står ikke særlig klart for denne lytter.: ”Pack up all my cares and woe/ here I go, winging low/ Bye, bye, blackbird”. Solsorten i sangen er naturligvis ikke nogen virkelig fugl, men optræder som symbol – men på hvad? Nogle af forsøgene på en fortolkning af sangteksten taler om en prostitueret, der vender ryggen til sit tidligere liv; men det kan man næppe læse ud af teksten. På engelsk kan ordet ”blackbird” bruges til at betegne en slave, og den betydning af ordet kan måske passes ind i teksten til ”Bye, bye, blackbird” – men kun, hvis den person, der udtaler afskedsreplikken er en anden end den, der udtaler sangtekstens øvrige indhold. Og selv i så fald skal der fortolkes kraftigt på ordenes udsagn for at få dem til at give mening.

Den mest sandsynlige udlægning af teksten er derfor nok, at sangens solsort er det temmelig tilfældigt valgte symbol på noget dårligt, noget ubehageligt – formentlig på grund af fuglens uheldsvarslende, sorte farve. For denne fortolkning taler også, at ”Bye, bye, blackbird” ud over at tale om en ”blackbird” faktisk også taler om en ”bluebird”, der i sammenhængen skal opfattes som en modsætning til den sorte solsort. Linjerne med ”bluebird” optræder dog kun sjældent i de mange indspillede versioner af sangen, og det forhold har helt sikkert været med til at gøre forståelsen af den ellers normalt så vellidte solsorts negative rolle i den foreliggende historie vanskeligere: ”Bluebird, bluebird, calling me far away/ I´ve been longing for you/ Bluebird, bluebird, what do I hear you say/ skies are turning to blue”.

Den næstmest kendte solsort i populærmusikken er nok Paul McCartneys ”Blackbird” (1968) – et nummer, som også i tidens løb er blevet indspillet af Gud og hvermand inden for populærmusikken. Sangen er en af McCartneys smukkeste og fortjener på alle måder sin berømmelse; men ligesom det er tilfældet med ”Bye, bye, blackbird” står betydningen af indholdet i sangteksten ikke lysende klart for undertegnede. Det gør måske ikke så meget, god lyrik er ikke altid entydig og let at tolke; men på den anden side vil man jo gerne kunne forstå det, man lytter til og synger med på. Paul McCartney har selv nævnt, at sangen har noget med borgerrettighedsbevægelsen at gøre, og det er vel en mulighed; men det er i så fald en meget indirekte reference, som slet ikke fremgår af en tekstnær læsning af ordene. I min optik handler sangen om en meget syg eller døende person (”broken wings”, ”sunken eyes”), som snart skal ud på den sidste rejse, ”into the light of a dark black night”. Men det er en fortolkning, som hviler på få indicier, og som udmærket kan være forkert. Det gør dog heldigvis ikke sangen dårligere.

En solsorte-sang fra den engelsksprogede rocklyrik, som ikke er nær så kendt som de to ovennævnte sange om blackbirds, men som til gengæld udtrykker den sorte fugls specielle karaktertræk meget bedre end disse, er Steve Forberts dejlige ”Blackbird tune” (2009). Situationen i sangen er den, at fortælleren går rundt i en fremmed by, hvor han hører solsorten sprede sin livsbekræftende og smukke sang fra skorstens-toppene: ”Blackbird, singing in the afternoon/ blackbird, singing like he won´t quit soon/ blackbird, just another Yorkshire tune/ for blackbird tune”. Solsortesangen er det kendte holdepunkt i den fremmede by, og det er et holdepunkt, fortælleren er glad for. 

Men solsortens sang er ikke blot et behageligt indslag i hverdagen; til slut i Steve Forberts sang får solsortesangen symbolværdi og kommer til at repræsentere selve naturen, over for den menneskeskabte verden: ”I let my feet go where they want me to/ they took me here to hear your sweet melody/ The songs of man sound louder day after day/ I hope your blackbird song will not fade away”. Med disse ord bliver sangen en lille økologisk fabel om menneskets umættelige ekspansionstrang, som truer selve naturens eksistens, bl.a. ved at overdøve solsortens sang. Dermed bliver sangteksten et eksempel på noget af det, der kendetegner al god digtning, nemlig evnen til at se det største i det mindste - og den evne har Steve Forbert i rigt mål. Gid hans ønske om, at solsortesangen aldrig må blive overdøvet af lydene fra menneskenes verden må gå i opfyldelse!