Sommertid

Den sidste søndag i marts starter sommertiden, som varer til den sidste søndag i oktober. I 2025 betyder det, at sommertiden starter d. 30. marts og varer til d. 26. oktober. I Danmark har man i korte perioder op gennem det 20. århundrede haft flere forsøg med at indføre sommertid, og den sommertid, vi kender i dag, blev indført i 1980. I 1996 indførte EU en europæisk standardisering af sommertiden, så alle EU-lande i dag kører efter den samme tid.

Sommertiden blev i sin tid indført for at få mest muligt ud af dagslyset om aftenen og derved spare strøm til belysning. Det har siden vist sig, at denne besparelse er minimal, bl.a. fordi sommertiden øger energiforbruget i de mørke morgentimer. Desuden har overgangen mellem sommertid og normaltid en indvirkning på den menneskelige psyke, ligesom tidsændringen har andre konsekvenser, bl.a. i trafikken. Derfor er indførelsen af sommertid et forhold, der til stadighed er til diskussion blandt politikere og lovgivere; men en permanent ændring af ordningen kræver enighed i EU, hvor man p.t. har delte meninger om sagen.

Inden for musikkens verden er det svært at finde sange om det tekniske begreb ”sommertid”, som vel heller ikke er det mest inspirerende emne at digte om. Til gengæld er der rigtigt mange sange om det mere almene fænomen sommertid i betydningen: tiden hvor det er sommer. I de engelsktalende lande skelner man mellem ”summertime” og ”summer time” ( = daylight savings time), og også her er det kun den glade tid om sommeren, ”the summertime”, der optræder i sangteksterne (selv om Steve Forberts seneste albumudgivelse fra 2024 faktisk har titlen ”Daylight savings time”).
Derfor kommer denne lille artikel i anledningen af overgangen fra normaltid til sommertid kun til at inddrage sangtekster om ”the summertime”.

Summertime
Hvis man nævner ordet ”summertime” i et selskab, er der stor sandsynlighed for, at nogen begynder at synge eller nynne George Gershwins sang af samme navn (eller i hvert fald får lyst til det). Gershwins ”Summertime” blev i sin tid skrevet til operaen ”Porgy and Bess” (1935) og er siden blevet en af de mest spillede og sungne sange overhovedet inden for populærmusikken, især inden for jazzmusikken. Der findes næppe den jazzmusiker eller seriøse sanger, som ikke på et eller andet tidspunkt i karrieren har prøvet kræfter med ”Summertime”, der da også regnes blandt de bedste jazz-standards nogensinde.

I tidens løb har så forskellige navne som Billie Holiday, Louis Armstrong og Ella Fitzgerald, Miles Davis, Nina Simone, Frank Sinatra og Janis Joplin indspillet sangen på plade, og også en lang række yngre kunstnere har nummeret på deres repertoire. Der er i sandhed tale om en populær evergreen, selv om sangen altså startede sin tilværelse som arie i en opera, hvor en ung mor synger til sin baby for at få ham til at sove. ”Summertime” er George Gershwins mest kendte sang og formentlig også den mest indspillede sang i verden.

Mit eget møde med sangen har sandsynligvis fundet sted lang tid før jeg kan huske det. Men efter at jeg som teenager begyndte at dyrke rockmusik for alvor, var det i en indspilning med The Walker Brothers fra 1966, ”Summertime” første gang gjorde indtryk på mig. The Walker Brothers befandt sig i virkeligheden i periferien af mit interesseområde inden for musik, som primært handlede om navne som The Beatles, The Kinks, The Who og The Rolling Stones. Men Scott Walkers dybe og dramatiske stemme kunne dårligt undgå at gøre indtryk på et ungt menneske dengang i 1960´erne, og det gjaldt også for The Walker Brothers´ version af ”Summertime” på LP´en ”Portrait”.

Det er jo ellers ikke, fordi Scott Walkers mørke baryton synes at være det mest oplagte bud på at formidle en vuggevise til et lille barn. Når kombinationen alligevel lykkes, skyldes det hovedsageligt sangens iboende kvaliteter, som sagtens kan tåle at omplantes til andre sammenhænge end den oprindelige, og som måske oven i købet får tilført et ekstra betydningslag ved at blive fremført som en dramatisk skæbnesang: ”One of these mornings/ you´re gonna rise up singing/ And I know you´ll spread your wings/ and you´ll take to the sky”. Det lyder som mere end et håb, snarere som et løfte, når Scott Walker skruer op for hele følelsesregistret i sin atmosfærefyldte stemme, og den fortolkning passer fint til indholdet i sangteksten.

In the summertime
Knap så kendt som Gershwins sang om den dejlige sommertid, hvor fiskene springer i bækken, er Eddie Cochrans ”Summertime blues” (1958) om en ung mand, der ikke har nogen penge og derfor er nødt til at arbejde hele sommeren, mens de andre unge morer sig. Sangen er indspillet af et utal af musikere, og der findes nok ikke den rockgruppe, der ikke har haft sangen på repertoiret på et eller andet tidspunkt: The Who, The Rolling Stones, Bruce Springsteen, Van Halen, Bon Jovi, MC5, osv. har alle haft fat i den sjove rocksang og har medvirket til at gøre sangen udødelig.
Ikke mindst The Who´s indspining af ”Summertime bues” på albummet ”Live at Leeds” (1970) lader sangen komme til sin fulde ret, så lytteren for alvor mærker jeg-personens frustration over sin fastlåste situation, og live-albummet er blevet kaldt ”det bedste live rock album nogensinde”. Det er svært at være uenig: ”Sometimes I wonder what I´m a-gonna do/ ´cause there ain´t no cure for the summertime blues”. En herlig sommersang, som dog i sandhedens interesse ikke har noget med ”summer time” og knap nok noget med ”summertime” at gøre.

Van Morrison har flere gange sunget om den skønne sommertid, hvor man kan dovne i solen – og drikke champagne til, hvis man er rigtigt heldig: ”If it´a a lazy afternoon in summertime/ and you´re drinking champagne and wine/ anytime, I don´t mind” (”I will be there”, 1972). I sangen ”Summertime in England” (1980) er der ingen champagne, men til gengæld en sød kæreste i en rød kjole, som jeg-personen gerne vil møde en sommerdag på landet et sted i England: ”Can you meet me in the country/ in the summertime in England/ will you meet me?”.

Også Bob Dylan har sunget om den dejlige sommertid, hvor jeg-personens lovprisning af sommeren dog hænger sammen med nogle nu overståede oplevelser, der fandt sted en bestemt sommerdag: ”I was in your presence for an hour or so/ or was it a day? I truly don´t know” (”In the summertime”, 1981). Hvad det var, der skete den dag, og hvem det var, jeg-personen var sammen med, fremgår ikke af teksten. Måske var det en kvinde, måske var det Jesus (sangen stammer fra Dylans religiøse periode); men under alle omstændigheder skete der noget betydningsfuldt den dag, som jeg-personen altid vil huske: ”And I´m still carrying the gift you gave/ it´s a part of me now, it´s been cherished and saved/ it´ll be with me until the grave/ and then unto eternity/ In the summertime, oh in the summertime”.

Og så må man jo i denne sammenhæng ikke glemme Mungo Jerrys ”In the summertime” (1970), som blev et enormt hit for gruppen i starten af 1970´erne. Det kunne være svært at undgå den happy-go-lucky-iørefaldende melodi til fester, på cafeer og på badestrande dengang, og de fleste, som har hørt sangen bare én gang, husker den nok til deres dages ende. Sangteksten udrykker en uforbeholdent positiv indstilling til tilværelsen, hvis problemer man ikke skal tage alvorligt: ”We´re always happy, life´s for living/ Yeah, that´s our philosophy”.

Nogle mindre politisk korrekte formuleringer i teksten afslører, at den stammer fra en tid, hvor man ikke behøvede at veje sine ord på en guldvægt – uden at sangen dog af den grund er hverken kvindefjendsk eller arrogant: ”If her daddy´s rich,take her out for a meal/ if her daddy´s poor, just do what you feel /(-)/ When the sun goes down/ you can make it, make it good in a lay-by”. Nyd livet, mens du har det, og glæd dig over sommeren, mens den er der – sommertid eller ej.