Genrer


Son Lux: Original Music From and Inspired By: The Disappearance Of Eleanor Rigby
Anmeldelse
Son Lux er tilbage med ny musik, denne gang i form af filmmusik til filmen — eller filmtrilogien The Disappearance Of Eleanor Rigby med Jessica Chastain og James McAvoy i hovedrollerne. Som alt andet Son Lux har det noget magisk over sig!
Ryan Lott, som Son Lux hedder i virkeligheden, har mange strenge af spille på. Han har over flere udgivelser vist, at han fuldstændigt gnidningsfrit kan bevæge sig mellem genrer og således blande elektronisk, hip hop, indiepop, (freak)folk og neoklassiske/filmiske elementer med himmelstræbende stemninger, uden at det lyder rodet. Senest kan du høre det på den brilliante LP Lanterns og den effektive rework-ep Alternate Worlds, der bød på nye interessante versioner af udvalgte numre fra Lanterns, blandt andet en progressiv udgave af "Easy (Switch Screens)", der havde teenage-popfænomenet Lorde med på vokal.
Det filmiske islæt har fra starten været udtalt i Son Lux’ stemningsmættede og poetisk drømmende lydunivers, så det er egentlig helt naturligt, at han nu for alvor påtager sig rollen som filmkomponist. Allerede i 2007 blev han da også fuldtidskomponist for et reklamefirma, og i nyere tid har han både komponeret og lavet lyddesign til spillefilm (bl.a. Looper og Don Jon) samt danseforestillinger.
Musikken til The Disappearance of Eleanor Rigby består både af rene instrumentale numre og numre med sang på, både af Son Lux selv og sangerinden Faux Fix. "Let Me Follow" er det nummer, hvor vi kommer tættest på klassisk Son Lux med hans egen skæve vokal, slæbende beat, strygere, smukt manipulerede lyde og en fin fornemmelse for brugen af rumklang. Nummeret "No Fait Waits Me" bygger forsigtigt op og kulminerer i en smuk, følelsesladet slutning.
Anmeldelse fra: Musik Mig Blidt