Sophie Zelmani: Love affair

"Perfektion" er fantasiens ultimative udpost, et land som alene er bevogtet af den metafysik, den (til)tro, vi i afmægtighed kalder for "gud". Her kommer kun de hæmningsløst "fortjente" (de "frelste"?), så vores, de absolut dødeliges, korte liv bør nok i stedet bruges på at perfektionere et smukt (æstetisk) og anstændigt (moralsk) livsrum. Og hvad så med "evigheden"? Ja, den størrelse skal nok komme helt af sig selv. Om ikke andet så på den sidste dag. Men belønningen for det ydmyge liv i respekt for skønhed og retfærd er så mødet med det vellykkede kunstværk, og vores kronikører er de kunstnere, der her på jord mestrer at sætte de fjerneste ord og billeder på vores nærmeste krop og sind.

Perfektion inden for den her anbefalede plades genre kan vi bedst indkredse med søstre som Stina Nordenstam, Chan Marshall (Cat Power) og danske Lise Westzynthius - nemlig de sangerinder, der bruger deres stemme som instrument, væver vokalen ind og ud mellem fællesindtrykkets andre stemmer - ja, den her genres perfektion stiller store tekniske krav, og er derfor ret så svær, men er suverænt orkestreret af svenske Sophie Zelmani på hendes plade Sing and dance.

At overgå det pragtværk syntes fuldstændig umuligt. Og sandt at sige var mit første lyt på efterfølgeren Love affair da også lettere køligt: de tiltag, der gennem Zelmanis karriere hele tiden har gået mod nøje balance mellem let rock og øreglædende singer/songwriter-pop, er på Love affair nærmest totalt fraværende - i centrum står en let og klar stemme som en taktstok, en dirigent for overvejende piano og guitar i stolehøjde. Kun på det svage tiltag på "Maja's song", "Dream gets clear" og på det, der ligner en duet med duetten (!) F. Lanerfeldt og H. Liljedahl, den Tom Petty'ske "Keep it to yourself", løfter vi os op til styrker der minder lidt om rock. Resten af pladen er minimalistisk og folk'et som en introspektiv Dylan. Men allerede ved første genlyt bør meningen med det barberede udtryk åbenbare sig:

Zelmanis stemme er lillepiget, men bestemt ikke skrøbelig som f.eks. Nordenstams. Zelmanis stemme er såret, men bestemt ikke lidende som en Chan Marshalls, og endelig fornemmer man hende tilstede, altid lysvågen og med åbne øjne - fra det sind som synger. De her midler, og talenter, kræver sit budskab, kræver sin sjæl, og til det har Zelmani skrevet en balanceret samling præcise ord om kærlighed - og hvad der i den omegn ellers kræves og ønskes.

For så at pege på centrale steder i tekst og budskab kan man, som afsender, på tryk benytte sig af f.eks. cæsur eller enjambementer; i prosa er cæsur oftest bare et pausekomma, f.eks. "hun gik på gaden, da hun så ..."? Her er der et naturligt "knæk", en kunstpause i kommaet, for hvad nu? I lyrik kan man så knække linjen, lave et "enjambement", og på den måde få en længere pause - der hvor øjnene naturligt selv går på pause i skrivemaskinens gode gamle "carriage return", f.eks.:

To explain you
means my heart in snow
You are the reminder
of the nothingness
I'm open to

- og læs så lige de linjer igen; og nu vel vidende, at vi her har med linjer fra Sophie Zelmanis sang "To know you" at gøre! Eminent.

Men nu er så kunsten at synge de her pauser op - og i minimalistisk kunst er netop pauserne de vigtigste, bare tænk på John Cage, og hvordan bringer man så dem i spil? Ja, Zelmani kan f.eks. holde pause i sang OG åndedræt OG melodi, efter linjen "Fell in love with my lover" - og på en suveræn sitren i hendes stemme trækker lytteren så selv vejret indtil vi får føljetonen: "in the morning". Den her lille finte, som bruges effektivt overalt på pladen, falder jeg for igen og igen, og igen! Og her har vi, bl.a., Zelmanis helt store kunst, en detalje det er næsten umuligt at skrive om. Det skal høres!

Og nu skal vi så ikke glemme, at der bag teknikken gemmer sig en kvinde, et menneske. Hendes psykologi, for sig selv mod den elskede, får vi hudløst udstillet på den eminente "Keep it to yourself". Vi får en livsklogskab af de modne, og sårbare, på "Lost in love", og endelig får vi en løs skitse til hendes seksuelle passioner på "Hard to know". Men samtidig, midt i al den her skamløse ros, ja, så er der jo en grænse for det private, og når den overskrides, falder den offentlige interesse til jorden. Over for "Keep it to yourself" kan man passende stille den, tekstmæssigt, pinlige "Dream gets clear". Men lad nu den store fristelse til at citere langt og længe fra den første afløses af en vis balance ved at lade være med at citere fra den sidste! Jo, tak.

Men alt godt har jo en ende, og i det her stilsikre selskab slutter vi med "Lost in love", en helt genial exit på plade:

If the song
was sung forever
no one would
ever stop to dance

Bum! Og i et snart sitrende, snart tomt splitsekund hviler hånden fra streng og tangent, stemmen går i skjul, men sjælen - ja, den danser videre!