Genrer


Sorgarbejde med flashBach-variationer
Er det en biografi? Er det en roman? Eller er det en pianistisk indgang til Bachs Goldbergvariationer? Og svaret er ja. For i bogen Kontrapunkt af Anna Enquist handler det om at miste et voksent barn. Hovedpersonen bearbejder sin sorg over en mistet datter ved selv at gennemspille Bachs Goldbergvariationer. Hvert kapitel er pianistens kommentarer til musikken som den ene del og mor-datter forholdet som den anden del. Og på gribende vis knytter musik- og mennesketråde sig ind i hinanden.
Måske skal man være meget til både Bach og klaverspil for at værdsætte Anna Enquists bog, men det kan komme an på en prøve. Her fra kapitlet "Variatio 8":
- Alligevel kunne hun ikke høre det anderledes. Skjult under syndfloden af velordnede toner, stillede noget, nogen, et klagende spørgsmål, og blev straks overdøvet af den samme energi som i begyndelsen. Men man huskede det klagende.
Variationerne lå som glitrende perler på en snor, synlige for enhver. I århundreder var folk faldet i svime af beundring over dette værks geniale konstruktion. Den, der granskede det, blev imponeret over bredden i udtryksformer, de hurtige stemningsskift, den tekniske beherskelse.
Det var muligt, tænkte kvinden, at den halvanden takt fuld af fortvivlelse var det mest geniale påfund i hele cyklussen. Bach viste, at under den intakte, skinnende overflade fandtes et sted, hvor en farlig svaghed skjulte sig, et hul hvor man kunne gå igennem. Ens fingre ville gribe i et tomrum.