Genrer
Sørgmodige akkorder
Lad os begynde det helt forkerte sted: hos ulvene. De er, næst efter klaveret, Hélène Grimauds store passion. Hun har i mange år haft en ulvepark i staten New York, hvor skoleklasser kan opleve disse dyr på nært hold. I lige så mange år har hun måttet finde sig i, at journalister først spurgte til ulvene og dernæst, som en eftertanke, til hendes indspilninger og turnéer. Nu er det pjat forbi. Nu er det musikken, det gælder. Hélène Grimaud har fuldført sin rejse fra vidunderbarn til verdenspianist. I stald hos Deutsche Grammophon. På forsiden af BBC Music Magazine. Og ikke mere fnisen over de ulve.
Som venstrehåndet har Hélène Grimaud haft en naturlig dragning mod Chopin, som betænkte venstre hånd rigt i sine værker. Men mest holder hun af Brahms.
Hvad kan en gammel gnaven tysker og en ung fransk virtuos have at sige hinanden? En hel verden, tilsyneladende. Der består en dyb åndelig samklang mellem Brahms og Hélène Grimaud. At spille en af hans kompositioner, selv for første gang, var som at genopdage noget, har hun sagt. Det mærkes i hendes indspilning af den første, enorme klaverkoncert, og det lyser også ud af denne cd med Brahms' sidste små klaverstykker. Opus 116-119 er den sene høst fra en mand, der både er træt og afklaret. Her er en enkelhed og en intensitet i følelserne, som rammer dybt. "Vuggeviser for mine sorger", kaldte Brahms nogle af stykkerne.
Hélène Grimaud lavede denne indspilning midt i 90'erne. Lyden er varm og ren, fremførelsen hundrede procent behersket, præcis, tankefuld. Hun kan godt lægge kræfter i, når nerverne skal stritte i musikken, for eksempel hos de tre capriccioer i opus 116; men ellers er det især den sørgmodige side af Brahms, hun viser frem. "Hans sidste værker for klaver rummer akkorder af tragisk erfaring," skriver hun i erindringsbogen Variations sauvages. Vel sagt. Bedre spillet. Hør selv.