dummy

Soulmusikkens modige maestro: Sam Cooke 90 år

22-01-2021
Thomas Vilhelm

Stemmen over de fleste i de seneste godt 70 års amerikansk musikhistorie, Sam Cooke (født i Clarksdale, Mississippi 22. januar 1931), ville være fyldt 90 år, hvis ikke motelbestyreren Bertha Franklin havde skudt ham den 11. december 1964 i Los Angeles efter en del tumult med en kvindelig gæst på hans værelse, der ved nattetid hævdede at have været udsat for voldtægtsforsøg. Cooke blev 33 år.

Familien og andre har sidenhen hævdet, at sangstjernen blev udsat for en kriminel sammensværgelse med FBIs vidne og deltagelse grundet hans aktive støtte til den voksende borgerrettighedsbevægelse og åbenmundet vredladen kritik af den måde, mange sorte blev behandlet på navnlig i Sydstaterne, hvor segregering, lynchning og vold hørte til dagens orden. En sådan sammensværgelse er dog ikke endelig bevist, og dommen lød, at bestyrerinden handlede i selvforsvar, da Cooke skulle have trængt ind på hendes kontor for at lede efter førnævnte kvinde, der tog flugten fra hans lejede værelse. En voldsom og tragisk afslutning på en stor karriere.

Sangeren, sangskriveren, produceren, forretningsmanden og aktivisten Sam Cooke er en af de mest betydende figurer i overgangen fra gospel og r&b til 60’ernes moderne soulmusik. Cooke evnede vokalt så godt som alt fra det silkeblødt indsmigrende til det kraftfuldt ekstatiske altid i fuld tonal og melodisk kontrol med et imponerende rytmisk drive. Sammen med vokalgruppen The Soul Stirrers forvandlede Cooke utallige kirkeoptrædender til rockkoncertlignende udskejelser, hvor ikke mindst den kvindelige del af publikum havde svært ved at kontrollere deres begejstring over den flotte tenor i front.

Cooke var en fremragende fortolker af andres materiale og croonede sig igennem pop, standardmelodier og r&b hits på en række udspil i eget navn fra 1958-64. Mest centralt står dog Cookes eget katalog, der udløste en imponerende stribe af singlehits med bred appel også til et hvidt publikum. Klassikere som ‘You Send Me’, ‘A Change Is Gonna Come’, ‘Cupid’, ‘Wonderful World’, ‘Chain Gang’ ,'Twistin the Night Away’, ‘Bring It On Home to Me’, ‘Having A Party’, ‘Shake’ og ‘Another Saturday Night’ demonstrerede et glimrende sangskriverhåndværk og stilsikkert talent for at ramme plet, uanset valg af udtryk i de enkelte numre.

Musikken skiftede retning fra det stedvist noget polerede præget af lovligt overlæssede arrangementer til en mere enkel og rå stil, der efter min smag klædte Cooke bedst. Mange koryfæer har ladet sig inspirere af hans stemme, sange og personlige mod til at sige fra overfor uretfærdighed og racisme, hvilket førte til trusler fra KKK og kunne have kostet karrieren dyrt, når han nægtede at optræde, fordi hans sorte medborgere skulle sidde isoleret bagerst i lokalet som andenrangsborgere. Den del af fortællingen er dybdegående skildret i Netflix dokumentaren ‘The Two Killings of Sam Cooke’ (2019) og anbefales hermed.

1985 udgivelsen af livealbummet ‘Live at the Harlem Square Club, 1963’ hører til blandt de bedst soulplader overhovedet og dokumenterer Sam Cookes vokal i dens mest vulkaniske og virile form bakket storswingende op af King Curtis orkester, hvor kapelmesterens vrælende tenorsax bravt tager kampen op med solistens suveræne performance, der forvandler Square Club til et soultempel sydende af medlevende intensitet. Her kan de absolut færreste sangere være med.

Stort tillykke somewhere over The Rainbow til Sam Cooke. Hans personlige indflydelse og stilskabende musikalske arv har sat markante spor i soul- og rockmusikkens historie. Spørg blot navne som Aretha Franklin, Bobby Womack, Al Green, Curtis Mayfield, Stevie Wonder, Marvin Gaye, Billy Preston, Otis Redding, Rod Stewart, John Lennon og Mick Jagger. Prominente fans, må man sige. Og ‘A Change Is Gonna Come’ er en af de smukkeste og mest tindrende klare hymner nogensinde skrevet om håb, stolthed og forløsning.

Sam Cooke
Født den 22. januar 1931