Sound and vision: 90’erne er tilbage med fornyelse

Portishead. Roskilde Festival 2011. Orange Scene fredag d. 1. juli. 4/6 ugler

Sammen med bysbørnene fra Bristol i Massive Attack og Tricky var Portishead med til at tegne et af 90’ernes smukkeste lydbilleder, med Beth Gibbons’ særegne vokal ovenpå bas, beats og samples. 

Det var på forhånd langt fra givet, om Portisheads filmiske udtryk af melankoli og skrøbelig skønhed kunne holde til Orange Scene. Og bekymringerne var ikke uden grund – lidt for mange publikummer i i forreste pit tog åbenbart  den neddæmpede og inderlige start på koncerten som en opfordring til at småsnakke. Det krævede således en koncentreret lytteindsats at høre ”Sour Times” mellem naboen til venstres beretning om dagens burgerindtag, og naboen til højres højlydte udtryk for tissetrang.

Al snak blev dog skudt ned med ”Machine Gun”, den heftige førstesingle fra bandets kun 3. album siden debuten i 1994. Herefter udfoldede koncerten sig hen mod en sublim afslutning, først med den hjerteskærende ”Roads” efterfulgt af en foruroligt støjende ”We carry on”.

Chris Cunningham. Roskilde Festival 2011. Arena lørdag d. 2. juli . 5/6 ugler

Hvis du ser et program om musikvideoen som kunstart, kan du være sikker på at støde ind i Chris Cunninghams værker. Han har sat billeder til bl.a. Björk, Madonna, Portishead og ikke mindst Aphex Twin.

Chris Cunningham kom til Roskilde med et vj-sæt bestående af remixes af hans egne kortfilm, tilsat dunkende beats primært fra netop Aphex Twins. Og billedsiden var da også tættere på mareridtsscenerne fra ”Come to Daddy” end på de blidt elskende robotter i ”All is full of love”.

Chris Cunninghams billedunivers er ikke et behageligt sted at opholde sig. Det vrimler med forvrængede og groteske kroppe og  situationer serveret i så hurtig en klipperytme, at man er i tvivl om hvad man egentlig så – var det voldsom sex eller vold? Angst eller ekstase? Barn, voksen, muteret, forkrøblet?

Nogle af Cunninghams tilbagevendende elementer ligner noget man kan finde hos Lars von Trier og David Lynch, som fx bunken af sammenfiltrede nøgne kroppe (”Antichrist”), chokeffekten ved sammenblanding af barn- og voksenkroppe (Lillebror i ”Riget”), eller blodige og forvredne ansigter fanget i flakkende lyskegler (”Wild at Heart”, ”Lost Highway”).

Efter knap en times foruroligende billedstorm er Cunningham så betænksom at give de stivnede tilskuere en stille sekvens at falde ned på, nemlig nyligt afdøde sanger og spoken word-kunstner Gil Scott-Herons ”New York is killing me” på et tæppe af billeder fra storbynattens højhuse og øde subwaystationer.  Herefter er det knap så skræmmende at blive sendt ud i sommernatten igen.