dummy

The sound of music

16-10-2018
Gitte Lose, Gladsaxe Bibliotekerne

I 1965 blev filmen The sound of music instrueret af Robert Wise skabt. Med Julie Andrews som hovedpersonen Maria blev den snart en stor succes med melodier som "Do-re-mi", "Edelweiss", "Climb ev'ry mountain" og "Sixteen going on seventeen" skabt af Rodgers og Hammerstein II.

Faktisk startede historien om den unge østrigske novice Maria, der bliver guvernante for enkemanden kaptajn Georg von Trapps børn, mange år forinden.

The sound of music er baseret på Maria Augusta Trapps erindringer: Familien Trapp.

Maria Augusta Kutschera, der var knyttet til et benediktinerkloster som novice, blev i 1926 lærer for en af von Trapps døtre og senere i 1927 gift med Georg von Trapp.

Familien Trapp sang og musicerede som amatører. I 1936 hørte operasangerinden Lotte Lehmann familien og opfordrede den til at optræde offentligt. Familien trådte første gang frem i offentligheden som musikudøvere ved en festival i Salzburg og blev en succes.

Efter at have turneret i Europa fik familien Trapp tilbud om en turné i USA. RCA indspillede under deres besøg allerede i december 1938 noget af familiens repertoire: "Innsbruck, ich muss dich lassen" af Heinrich Isaac sammen med værker af Thomas Sartoris, Orlando di Lasso, Hans Leo Hassler, John Dowland m.fl. Udover det klassiske repertoire hørte folkemelodier og folkesange naturligvis også til familiens repertoire.

Familien tog fast ophold i USA, da 2. verdenskrig brød ud, og fortsatte den musikalske karriere. I 1949 udgav Maria von Trapp sine erindringer og samme år forsøgte filmfolk fra Hollywood uden held at få lov til at lave en film om familien.

Men siden blev der i 1956 skabt en tysk film om famibog om familienlien, Die Trapp Familie, som først og fremmest blev et stort hit i Tyskland men som også var en publikumssucces udenfor Tyskland. Den blev iøvrigt også vist i Danmark.

I 1959 resulterede det mere end 16 årige frugtbare samarbejde mellem  Richard Rodgers og Oscar Hammerstein i musicalen The sound of music bygget over historien om familien Trapp. Musicalen blev sat på plakaten på Broadway , hvor den blev en succes, og snart meldte filmbranchen sig igen på banen og i 1965 var The sound of music en realitet som film.

Der findes selvfølgelig indspilninger af The sound of music på biblioteket - og også med de originale Trapp Family Singers. På dit lokale bibliotek kan du låne filmen på dvd, og hvis musikken har virket inspirerende, kan du låne noderne og spille melodierne. Du kan også læse hele Maria August Trapps bog om familien, som iøvrigt også findes som lydbog. Endelig er der informationer om musicalen - og musicalgenrens historie - i Michael Eigtveds glimrende Musicalguide. God fornøjelse!