Genrer


SPOT Festival 2011 - torsdag
(Foto: Line Elmelund)
SPOT Festivalen i Aarhus er altid fredag og lørdag. Og så sker der altså meget om torsdagen!
Her har vi mængder af friske branche- og almindelige folk, der med forventningens lys i øjnene indleder en musikkalejdoskopisk weekend.
Før den officielle åbning på Bispetorv kunne man opleve en ouverture i Aarhus Domkirke med Our Broken Gardens æteriske klangflader, der denne aften var yderligere tilpasset det imposante kirkerum. Sangerinden Anna Brønsted fik kvalificeret modspil af den lydhøre multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren.
Det styrtregnvåde Bispetorv var derefter rammen om den gratis åbningskoncert. Her hørte vi bl.a. den flotte lyd fra det utraditionelle big band
Blood Sweat Drum’n’Bass med spændende solister; bl.a. Silas Bjerregaard fra Turboweekend.
Teitur optrådte med strygekvartet og band – og havde inviteret skotske singer/songwriter KT Tunstall med på scenen. Teiturs vanlige finurlige sceneoptræden var noget af en kontrast til Tunstall's mere ligefremme stil. Sammen gav de Teiturs Louis, Louis og et anderledes højdepunkt var en version af Princes Nothing Compare 2 U. Teitur startede solo med diskrete strygere, hvorefter Tunstall overtog med fuldt band. Teiturs frasering og foredrag er en smagssag; lad os kalde den alternativ. Koncertens sidste nummer (før det obligatoriske ekstranummer) blev fremført med to sangere, to akkustiske guitarer – og to lightere blandt publikum.
Det var altså koldt og vådt, og pladsen kunne let havde rummet dobbelt så mange publikummer.
En veritabel folkevandring startede mod Skolegade – nu var der party i provinsen!
Her holdt SPOT en BlueSPOT City Clash, hvor man kunne opleve musik fra Aalborg, Herning, Aarhus, Horsens, Odense, København, Sangkøbing og Bremen på én og samme aften.
Musikorganisationer i de enkelte byer stillede op med upcoming bands fra hjembyen. Og de forholdvis små værtshuse i Skolegade var propfyldte – men det var tørvejr!
Nederst i gaden holdt Odense til, og her sluttede min torsdagsslentretur. På den lille Escobar gik Gunn på scenen kvart i midnat og formåede trods de udfordrende betingelser (mennesker overalt) at give en overbevisende smagsprøve fra deres nye EP.
Det tegner godt for musikken i Danmark – kombinationen af store ambitioner, vilje og (god gammeldags) flid gi'r resultat – hør selv efter!