SPOT under vandet

Sidste års SPOT Festival gav os koncert på toppen af ARoS – I år skulle vi ned på bunden!  Omtalen før koncerten har været massiv i medier på alle platforme, så vi var forberedte – men alligevel gevaldig spændte på, hvordan det ville være ”i virkeligheden”: I fem kæmpe akvarier ville fem musikere spille musik. Og vi vidste, at instrumentariet ville omfatte specialbyggede instrumenter såsom kulfiberviolin og en speciel undervandsdrejelire.   Laila Skovmand er idékvinden bag projektet, som hun kalder ”en poprock-skabelon puttet ned i vand”. Hun har eksperimenteret med musik under vand i mere end 10 år, og senere på året vil den endelige forestilling få premiere.  

Underlige undervandsinstrumenter

Publikum stimede sammen udenfor koncertrammen på Godsbanen. Store skilte kundgjorde ”Fotografering ikke tilladt” og ”Dørene er lukkede under forestillingen”, så der var lagt op til en koncentreret og intensiv oplevelse. Og det blev det.   Da alle var blevet bænket, voksede en ubestemmelig tone ud af bælgmørket. Efter tur blev fem akvarier belyst og åbenbarede et levende menneske i hver. Vi oplevede den pulshamrende trommeslager Thomas Eiler, hvis gong gav koncerten en grundlæggende, tranceagtig puls med en dump klang, hvor de sædvanlige overtoner var ikke-eksisterende. Han betjente også tibetanske syngeskåle på bunden af akvariet, så vejrtrækningsøvelser må være en væsentlig del af forberedelsen. Robert Karlsson havde skiftet violinen, som han trakterer i symfoniorkestret, ud med en kulfiberviolin og sandsynligvis en speciel bue, og violinklangen var langt fra den luftbårne. Her fik vi en smal klang og en rytmisk forskydelse, som sandelig må være svær at styre. I de tre sidste akvarier med slagtøj og sirenesang var de tre havfruer, eller havfrøkener, Nanna Bech, Dea Marie Kjeldsen og den kunstneriske leder Laila Skovmand.   

Drømmebilleder

Og der blev sunget under vandet! Hvis jeg var blevet spurgt tidligere, om man kunne synge under vandet med åben mund, ville jeg have svaret nej naturligvis. Men de gjorde det. Drømmesekvenser i parallelle tertser med hvad jeg opfattede som en charmerende organisk upræcision – her var ingen computerbehandling. Og mod slutningen hørte jeg grangiveligt det inderlige tema fra Saint-Saëns’ ”Svanen” fra Dyrenes Karneval – eller gjorde jeg? Ved hjælp af specielle undervandsmikrofoner fik vi et velafbalanceret lydbillede, som havde denne ubestemmelige undervandsklang – ikke som gemt under en dyne, men som – ja, nedsænket i vand. Tankerne strøg fra Indiana Jones i overnaturlige templer til billedet af den lille Mary i vandbeholderen i von Triers uhyggelige ”Riget”. Håndfladernes gniden mod akvariesiderne gav en skærende association til et tavst skrig ”Luk mig ud”. Laila Skovmand har tidligere udtalt, at det vigtigste er musikken og klangene, ikke de ydre rammer. Så selv om man kunne føle sig hensat til et raritetskabinet i Victoriatidens London, var det alligevel den særegne sound, der dominerede vores sanser. En behagelighed, som kan stamme helt fra fosterstadiet, hvor vi netop levede i vand og må have hørt alle lyde med denne klang. Vi var bjertaget, vi var paralyserede af, hvad vi både så og hørte, i samtlige 20 minutter. Klapsalverne lød som en fælles tak for turen til en fjern egn, som vi husker som et sted, vi engang har været før. Tak til Between Music og til SPOT Festival for, at denne oplevelse kunne lade sig gøre.