Genrer
Sprøde renæssancetoner
Det omtales ofte som "det engelske spinet", og lyden er meget i den retning, selv om det er et instrument for sig. Virginalet var udbredt i Holland og især i England i 1500- og 1600-tallet, indtil det blev fortrængt af det mere hårdtslående cembalo, som kunne spille op mod et orkester. Ingen ved, hvor navnet stammer fra. Nogle har set det som en hyldest til Elizabeth 1., den engelske "jomfrudronning", der spillede virginal, når hun trængte til at blive muntret op. Den holder dog ikke, da virginalet er nævnt mere end halvtreds år før hun blev født. Et bedre bud viser hen til virginalets beskedne størrelse, som indbød til, at det især var unge (jomfruelige) mennesker, der spillede på det. Under alle omstændigheder lyder det som en lillesøster til cembaloet: en sprød klang af glas og spilledåse.
Sophie Yates hører til de fremmeste på gamle tasteinstrumenter. Hun har en særlig interesse for virginaler og har spillet på de fleste, der stadig er bevaret i Storbritannien. Musikken på nærværende cd er fra den lysende tid, hvor Shakespeare skrev, Rembrandt malede og Tycho Brahe kiggede stjerner. Yates spiller stykker af Byrd, Gibbons og Bull samt nogle mindre kendte, der står sig godt i sammenhængen, og hun gør det med legende overskud. Hvad der blev skrevet for virginal var ofte variationer over folkelige melodier og danse, og det høres her. Det er hovedsagelig robust og stoltserende musik; men der er også indadvendte øjeblikke såsom "Piper's pavan" af Peerson.
Sophie Yates veksler mellem to kopier af et virginal, som har tilhørt Elizabeth 1. og måske også dennes mor, Anne Boleyn. Lyden er som altid hos Chandos klingende ren. Man bliver klar i hovedet af denne musik.