At stå alene – og med store sange

Freja Kirk, koncert på SPOT Festival 2014, 3. maj, Lille Sal, Musikhuset Aarhus

SPOT Festivalen er berygtet for sine klemte køer før koncerterne. I år syntes spredningen at være mere jævn; undertegnede oplevede at kunne slentre i ro og mag ind til koncerterne. Undtaget denne lørdag, hvor køen foran Lille Sal snoede sig ned ad gangen.

En forventningsfuld ungdom, der let kunne huske Sharin Foo’s begejstring for den unge sangerinde Freja Kirk i tv-talentprogrammet Voice. Nå ja, der var egentlig ikke så mange Voice- og X-Factorvindere på SPOT Festivalen – hvor er de egentlig henne?

Pyt, her fik vi i hvert fald en så klar Freja Kirk med fem alvorlige, unge mænd bag guitar, bas, trommer og to keyboards. For godt en måned siden udkom Freja Kirks debutalbum Monophobia. Monofobi er angsten for at være alene, og numrene afspejlede denne alenefølelse – alene efter at være blevet forladt.
Koncerten rummede plads til cirka halvdelen af pladens skæringer, og de blev afleveret uden megen småsnak. Freja Kirk udstrålede en alvorlig attitude grænsende det mutte. I kort, sort læderjakke, jeans og sneakers fremstod hun som den lukkede, svigtede kvinde, der gennem stemmen kunne udtrykke sin sårethed – såret af kærligheden.
Freja Kirk har ikke tidligere spillet på større steder, og SPOT Festival er helt sikkert et betydningsfuldt udstillingsvindue for hendes formåen. Derfor var anspændtheden måske også større, og et par gange gjorde hun opmærksom på, at den tildelte tid var nøje afmålt, så ”vi må videre”.
I indledningsnummeret ”Colored lights” fortæller Freja Kirk, at ”You took me away from the colored lights / and I found a way to be in love / without the colored lights” og slutter med “Now I run to get lost”.
Det er trist.
Nummeret fremførtes med en majestætisk ro; her var reflektionerne gennemarbejdet. Freja Kirk har en intens udstråling og en vokal spændvidde fra det dragende dybe til det øverste register, hvor hun brager kraftigt igennem.

Den flotte ballade ”Ice cold” var med sin insnende kulde gåsehudsfremkaldende, igen og igen gentoges ”I’m ice cold” – jeg opfatter det mere som et nødvendigt postulat overfor ham stodderen. For jeg er af den overbevisning, at kvinden indeni har en varme, som blot er blevet forsømt gang på gang. Nummeret har med sin storladenhed og luftighed hitpotentiale; omkvædet bider sig fast. Medvirkende til luftigheden var også, at bassisten her spillede elguitar og guitaristen lagde sprøde, brudte akkorder på med akustisk guitar.
Efter kort konfereren med keyboardspiller annoncerede Freja Kirk efter en halv time sidste nummer ”Go”. Et tæt og roligt rocknummer, hvor fraseringen ledte tankerne hen på Lukas Graham.
I modsætning til pladen var her kun én vokalmikrofon. Det blev et mere nøgent udtryk med kun Freja Kirks stemme; jeg kunne godt ønske mig nogle varmende korstemmer fra orkestret (som i øvrigt ikke blev præsenteret).
En overbevisende koncert, som viste et gennemgående koncept, en blå grundstemning. Her var ikke den fadøllede go-happy-stemning, men et autentisk lydtapet til publikums reflektioner, som klingede i vores indre ører efter koncerten.
Vi kommer til at høre mere til Freja Kirk.