Starting all over again

Den såkaldte "britiske invasion" i 1960'erne blev anført af The Beatles og The Rolling Stones, men der var mange andre deltagere i invasionen. Det engelske kongerige boblede over af musikalsk talent på dette tidspunkt, og det meste af musikken har faktisk klaret årene udmærket og kan sagtens høres med fornøjelse i dag. Mange af de britiske grupper spillede en dejligt langtidsholdbar blanding af pop og rhythm & blues, som blev hjulpet godt på vej af nogle dygtige  sangskrivere og nogle unge og ambitiøse musikere. Og så talte invasionen også en stribe usædvanligt begavede forsangere med nogle helt personlige og udtryksfulde røster: bl.a. Van Morrison, Stevie Winwood, Ray Davies, Eric Burdon - samt ikke mindst Paul Jones.   Paul Jones var forgrundsfiguren og det visuelle midtpunkt i den legendariske gruppe Manfred Mann ("The one in the middle" hed en af gruppens sange ligefrem!), og selv om hans medvirken i gruppen kun varede i tre år, var Jones' store stemme altid det letgenkendelige vartegn for gruppen med de mange hits. Efter tiden i Manfred Mann forsøgte Paul Jones sig med en solokarriere, som desværre led en del under savnet af godt melodimateriale, og siden indgik han i en gruppe med det generiske navn: The Blues Band. Også her gav Paul Jones' stemmepragt lytterne fuld valuta for pengene, selv om hans rolle i gruppen var noget mere tilbagetrukket end i Manfred Mann, og selv om repertoiret hos gruppen var præget af traditionelt orienteret blues med begrænset fokus på forsangeren.   Ud over sine forskellige musikalske karrierer har Paul Jones passet sit hverv som formand for den engelske mundharmonikaorganisation, National Harmonica League, som bl.a. udgiver tidsskriftet Harmonica World. Men i 2008/2009 fik Paul Jones den glimrende ide igen at udsende et soloalbum - det første i 30 år.   Trods titlen på albummet, Starting all over again, er der naturligvis ikke tale om, at Paul Jones er begyndt helt forfra. Tværtimod bygger han videre på allerede opnåede resultater og udnytter sin livslange erfaring som musiker på den nye plade, hvor han både optræder som sangskriver, mundharmonikaspiller og - selvfølgelig - forsanger. Og det gør han godt, lige så godt som i gamle dage. At høre Paul Jones synge sig igennem det blandede soul-, rock- og rhythm & blues-repertoire på Starting all over again er som at hilse på en gammel ven, der har været borte alt for længe.   Numrene på pladen bringer mindelser om glansperioden med Manfred Mann, men virker samtidig helt nutidige - eller måske ville "evigunge" være et mere dækkende ord. Kvalitet har som bekendt ingen sidste udløbsdato, og de musikgenrer, Paul Jones bevæger sig inden for, er heldigvis ikke underlagt nogen form for modeluner eller øjeblikkelige griller.   Det er altid en fornøjelse at høre Paul Jones i topform. Men når det lykkes for Starting all over again at overstige lytterens forventninger, skyldes det ikke mindst sangerens evne til at omgive sig med dygtige kolleger. Først og fremmest har han fået den formidable guitarist Carla Olson til at varetage producerjobbet (hun var i parentes bemærket ikke svær at overtale til at arbejde sammen med den engelske veteran!), og hvis man kender Olsons meritter som guitarist og komponist, er det let at se, hvorfor valget af hende som producer passer perfekt til Paul Jones' kvaliteter. Begge har den samme opfattelse af, hvordan rigtig rhythm & blues skal lyde, og det har helt sikkert været til gensidig glæde for de to musikere at arbejde sammen om dette con amore-projekt.   Jones har fået sin gamle ven Eric Clapton til at hjælpe sig på et par af pladens numre og i øvrigt har allieret sig med en stribe kompetente musikere med en stærk rytmesektion - (og en mester på mundharmonikaen!) - gør naturligvis ikke det færdige resultat ringere. Starting all over Again er en herlig feel-good-plade, som man næsten ikke kan andet end holde af (hvis man ellers er til den slags musik. Ren vellyd - bortset måske fra det lange afsluttende instrumentalnummer, som man nok uden større savn kunne have været foruden. Til gengæld er der indsat et bonusnummer efter instrumentalnummeret, og her får man lejlighed til at høre Paul Jones synge sammen med en anden soul/blues-legende: Percy Sledge. Det er svært at sige, hvem der har den største stemme af de to; men kombinationen er i hvert fald ikke helt ringe, som de siger i Jylland.   Oprindelig bragt i Musikbibliotek.dk 2010