dummy

Stemninger fra fredag på Tønder Festival

26-08-2017
Anne Mette Teglgaard Madsen

Hvad er vigtigt ud over musik på en festival?
Det er faktisk et godt spørgsmål, og et af svarene kunne være: Mad og drikke!
Og er der noget, der er blevet boostet hen over de sidste år, så er det madboderne og barerne på Tønder Festivalen.

Alt Hvad hjertet begærer

Er du til gourmetmad, veganermad eller bare en gang pølsemix, så er du kommet til det rette sted, for Tønder Festivalen byder faktisk på det hele. I år har Tønder Festivalen brugt en masse krudt på at forny madtilbuddet for festivalgæsterne. Et af de nye tiltag er Grønnegade, hvor der bydes på vegansk, økologisk eller glutenfri mad. Men hvis det ikke lige er sagen, eller bare bliver lidt for sundt, så kan man i stedet slå et smut forbi Schackenborg Slotskro og få sig en “royal” burger eller trisse ned i Outlaw Village og få en stor steak - mere rustikt bliver det vist ikke.

Et af det mere spændende tiltag er den måde de lokale råvarer bringes i spil. I Vadehavsområdet kan man deltage i østersåbningskonkurrence eller gå i Lille Fanø og bestille en bakskuld og en kaffepunch. Et andet lokalt islæt var fredagens Sønderjyske kagebord som blev afholdt på pladsen foran Open Air området. Her kunne man finde rosinboller, kringler, småkager, lagkager, tørkager og tærter i en vanvittig mængde.

Hvis det skulle vise sig, at budgettet holder, og der er overskud på kontoen, så er der faktisk også mulighed for at at forkæle sig selv med en gourmetmiddag i Fiddlers Green, hvor man kan bestille en 3-retters aftenmenu komplimenteret af udsøgte vine. Men husk bordbestillingen! Hvis det bliver for uoverskueligt med alt den planlægning af spisetider, så er der også mulighed for at nappe en gang frikadeller med kartoffelsalat hos Mormors Økokøkken eller en toast hos Campinghøkeren. En ting er sikkert, hvis man går sulten i seng, så er det selvforskyldt.

Rom, Whiskey, Gin og strudsesolæg

Temabarer lader til at være det nye sorte på Tønder Festivalen. I år kan man på festivalpladsen blandt andet finde Rom&Cigarbar, Little Dublin, Saloon Baren, Den gyldne dame, Spirit - Gin Bar, Fanø Bryghus, Kunst og Bobler, Vinotek og meget andre udskænkningssteder. Hvert sted har sin charme og engagerede medarbejdere. Flere af barerne afholder små events. Rom&Cigarbar holder eksklusiv romsmagning med udskænkning af fire forskellige slags rom og dertilhørende cigar og Saloon Baren afholder mini-whiskeysmagning. Det mest spektakulære må vist alligevel være Festivalpubben, Little Dublin, som i år, ud over de almindelige solæg, sælger andelsbevis til et gigantisk strudsesolæg til den nette sum af 40 kr. 
 

Men hvad med musikken?

Ud over et væld af forskellige mad- og drikkevarer, som man kan pleje sin festivalshærgede krop med, så byder Tønder Festival jo også på åndeligt føde i form at alle de fantastiske koncerter, som man festivalgæst kan overvære. Og med over 100 koncerter på blot fire dage så burde det være muligt, at få stillet appetitten. Fredagen startede ud med blandt andet den årlige skolekoncert, som i år havde hele Tønders darling, Jacob Dinesen, som hovednavn, hvor han sammen med folkBALTICA og Beoga, spillede for omtrent 3000 børn og almindelige dødelige, som også var inviteret med til koncert på Open air-scenen denne fredag formiddag. I øvrigt er det Beogas, Niamh Dunne, der har været inspirationskilde til Ed Sheerans hit “Galway Girl”. Danske Hush med smukke Dorthe Gerlach i front tog imod i et proppet Telt 1, der var så tæt pakket, at det hverken var til at komme frem eller tilbage. Tønder Festivalen var fredag meget heldige med vejret - dette gjorde, at udendørskoncerterne på Open Air Scenen var velbesøgte. Tami Neilson gentog successen fra torsdagens koncert på Klubscenen, hvor hun blæste taget af teltet, og hun var mindst lige så dedikeret til sin sag fredag eftermiddag. Aftenens ubestridte højdepunkt på Open Air Scenen var Showels and Rope, som består af ægteparret Cary Ann Hearst og Michael Trent. Showels and Rope formår at skabe meget lyd med meget få virkemidler. Deres musik er skåret helt ind til benet, og er måske americanaens svar på The White Stripes. The Dustbowl Revival lukkede og slukkede Open Air Scenen og lavede som altid en fest, og sendte det glade publikum lige i armene på en veloplagt Allan Olsen, der havde taget “drengene” fra Jonah Blacksmith med som band. Allan Olsen gav en fantastisk koncert krydret med anekdoter og jysk underspillet humor, noget der så ud til at gå rent ind hos de cirka 3000 publikummer i de tidlige nattetimer.

Tønder Festival
Fredag den 25. august 2017