Stemningsrapport fra Roskilde Festivals tredje dag lørdag den 6. juli 2013

Det er rigtig mange år siden, at jeg sidste gang havde været på Roskilde Festival. Første gang deltog jeg i 1976 og har siden oplevet festivalen flere gange. Det giver mig en glimrende mulighed for at se udviklingen og ændringerne af Roskilde Festival.

Sikkerhed kontra den umiddelbare oplevelse

Hvad der er mest iøjnefaldende, når jeg sammenligner de tidlige år med dette års festival, er professionaliseringen og kommercialiseringen af Roskilde Festival. Man mærker ikke noget til de gamle dages hippietilværelse. Festivalen har også i den grad fået vokseværk både publikums- og arealmæssigt. Her er langt flere scener og boder end før. Alt dette kræver selvfølgelig en betydelig større professionel og sikkerhedsmæssig organisation. I festivalens tidligere år med færre gæster kunne man ligge ned på græsplænen for at lytte til Orange Scenes koncerter. Der blev ligefrem råbt til folk, der stod oprejst, om at sætte sig ned. Disse tider er forbi! Under koncerterne er der så fyldt med mennesker, at man kun kan stå op. Specielt siden ulykken i 2000 er sikkerhedsforanstaltningerne blevet skærpet ekstremt. Orange Scenes plads er blevet inddelt i zoner, som kan lukkes af, når et område er fyldt op med et passende antal festivalgæster. Helt foran scenen er der et signal, der således skifter mellem grønt og rødt. På Orange Scenes storskærme vises informations-, advarsels- og ”god adfærd”s-tavler: ”No sitting on shoulders please” (var ellers i de gode gamle dage et godt scoretrick, der blev kvitteret med en sød belønning), ”Strobe light may occur” (mærkeligt, at Roskilde Festival tillader dette lys, da det kan udløse epileptiske anfald), ”For questions or comfort – contact the Crowd Safety Personnel”, ”Take care of each other” og ”No crowd surfing please”. I år er det tilladt at medbringe én plastikflaske med vand. Dog skal skruelåget fjernes ved indgangen til publikumspladserne tæt op ad Orange Scene – en sikkerhedsforanstaltning, der skal forhindre, at flasken bruges som kasteskyts. ”Crowd Safety”-vagterne er søde til at række bægre med gratis vand til de forreste publikumsrækker. Det er en fin service! Gæsterne bliver via højtalerne mindet om at beskytte sig mod solen og drikke vand. En lille bestemt melodi spiller før hver eneste koncert ligesom i et teater, der ringer gæsterne ind til forestillingen. Der er en del visitationszoner med ekstra kontrol af armbåndene ved indgangene, campingpladserne, mediebyen og frivilligområdet, da der er en del falske armbånd i omløb. Det er som at være i et mellemøstligt land. Mediebyen, der er forbeholdt mediefolk, har fine restauranter inkl. kunstig strand med strandstole og festivalens reneste toiletter. Alt sammen imponerende og velorganiseret, men det tager også noget af den umiddelbare oplevelse.

Sol, tatoveringer og en masse væske ind og ud

Da jeg er kommet til festivalen for at arbejde og kører konstant i bil frem og tilbage til og fra festivalen, holder jeg mig sober. Som en almindelig festivalgæst kan jeg huske, at jeg bedst overlevede Roskilde Festival ved at være i en konstant rus. Nu er det ligesom at være gæst til en fest, hvor alle bliver mere og mere berusede og fjollede, mens man selv er ædru. Det er tydeligt, at alkoholen på festivalens tredje dag har en kraftig indvirkning på folk. Det er det mest pragtfulde varme solskinsvejr i dag, og alle er meget lidt påklædte, går i bar overkrop (en del med tatoveringer), shorts og T-shirts. Festivalområdet er fyldt med glade og solslikkende mennesker. Der er findes mange træbænke og fantasifulde pyramidelignende siddepladser med solsejl, hvor de stakkels trætte festivalben kan få sig et velfortjent hvil. Det er anstrengende at gå rundt i det store festivalområde samt at stå timevis foran scenerne. På trods af de fine madsteder er Roskilde Festival bestemt ikke nogen wienercafé. Man skal næppe have sit gode tøj på. Da jeg har mulighed for at ligge i min egen seng derhjemme og skifte tøj, er jeg så naiv at tro, at jeg denne her gang vil se fin og nydelig ud. Festivalguderne mener det åbenbart anderledes. På kort tid bliver jeg overhældt af andre gæsters øl, en fugl forretter sin nødtørft på mig (at der er fugle til stede i denne larm, er mig en gåde?), og jeg træder i en kæmpesø af tis (på vej til ét af de mange pissoirer). Så på kort tid ligner jeg en møgbunke som alle andre. Der er overfyldte affaldsspande med alskens typer af madrester, og affaldet flyder rundt på festivalområdet, selvom de frivillige gør et stort arbejde for at holde rent. Flasker og plastbægre, der giver pant, forsvinder til gengæld lynhurtigt. En hærskare af mennesker af speciel asiatisk oprindelse kravler mellem benene på én for at samle alt sammen, som kan omsættes til rede penge i pantboderne. Der kan købes alkohol af alle mulige typer. Der går sælgere omkring med øl og shots, og der er øltelte overalt. En Orange Bar faldbyder friskpresset appelsinjuice - med vodka. En Russerbars 100% organic propaganda viser sig at være vodkacocktails i alle mulige afskygninger. Baren ligner en oversavet Lada. Mojito Bus serverer drinks i en vaskeægte bus. Der er Absinthe Bar, Jäger Bar, vinbar, en bodega i en sættevogn, Økobar, Sputnik Bar, Cutter Island Bar og selvfølgelig mange kaffebarer. Hvad der kommer ind, skal selvfølgelig også ud, så der er lange køer foran toiletterne. Værst er det jo altid for kvinderne, der ikke kan benytte mændenes pissoirer. En del kvinder tager konsekvensen og hiver blot bukserne ned og tisser med numsen bar blandt festivalgæsterne. For flere år siden opfandt en kvinde Tisletten eller Ligestillingsrøret, som skulle give kvinder muligheden for at ”lade vandet” stående som mænd. Tisletten blev åbenbart ikke en succes (heller ikke her på festivalen) og er efter otte år på markedet nu ved at blive afviklet.

Mad og boder

Der af mad for enhver smag. Her er sandwichbarer ; thai food ; Den Økologiske Pølsemand ;  Folkekøkkenets stegt flæsk og bøf ; popkorn ; pita ; italiensk, fransk og vietnamesisk mad ; Danish Corner ;  bagels ; Kristinedal Oxburgers ; pandekager ; Svanholm storkollektivet tilbyder mad ; havregrød;  Aladdin’s Kebab ; falafel ; lam ; biodynamisk mad ; primal gastronomi ; glad esperanto mad ; økologiske veggiedeller og oksepølser ; vild mad fra Region Sjælland (dækker over vildt burger og vildt ragout) ; en dobbeldækkerbus fra London som restaurant ;  isboder ; milkshakes ; gris & grød ; spaghetti ; China China med flot grøn drage med rødt blinkende øje + røde lygter ; sushi ; miso-suppe ; edamame-bønner ; burgere ; gringo nachos ; gumbo soup ; frikadeller [sic!] ; The Ranch ; Det Spanske Madhus ; Brazil ; African Food ; Palestinian Food ; pizza ; Den Gyldne Bønne (økologisk mad med sjæl) ; Meyers og Cofoco. Desuden er der alle mulige tøj- og skobutikker ; musikbranchens boder ; merchandisebutikker med caps og T-shirts fint dekoreret med ens yndlingsband ; Bling Eyes, hvor man kan få en ny øjenfarve ; smartphones ; sexet tøj og legetøj til voksne ; St. Pauli gegen rechts – non established since 1910, som sælger tøj med piratflag ; italiensk og britisk tøj samt recycling bags. For et tobaksforskrækket land som Danmark er her forbavsende mange tobaksboder. Der i øvrigt lidt hippieagtigt tilbage: Et opslag viser, at der er en ”Fri hash demo i Art Zone kl. 16:00” ; boden ”Chillo” sælger hamp & hygge ; Christiania er her for at sælge Folkeaktier; vandpiber tilbydes  og ”Solkunst” sælger bl.a. dragter, der ligner dyr. De må have mange kunder, da jeg ser flere og flere i disse kostumer, bl.a. ser jeg en dinosaurus rende rundt og to søde piger, der ligner kaniner. En mand er iført et tylskørt samt englevinger og -hårbøjle, og en anden fyr går med en lang lanse med en gummidukke af en mand med en legemsdel, der er i meget opstemt humør. Området kan også byde på en del fantasifulde udsmykninger, som folk kan hvile sig på. Får man det for varmt, kan man få en spand vand i hovedet. Der er mange graffiti-bemalede vægge ; en fan har malet Kraftwerks fire bandmedlemmer på et plankeværk.

Den menneskelige nærkontakt og musik, musik, musik

Når der er så mange mennesker, kan det ikke undgås at sød musik opstår og man får en festival-souvenir med hjem. Således kunne jeg i presseteltet læse et opslag, hvor en mor skrev til en mand, hun kun kunne huske fornavnet af: ”Where are you? Remember last year at Roskilde? I never got your last name! This is your son (med et fotografi af barnet). Please meet us by “Port 7” on Sunday at 14:00”. Andre sørger for, at de ikke forsvinder fra hinanden. Flere gange bliver jeg næsten overkørt af en lang række mennesker, der holder hinanden i hånden i det såkaldte ”futtog”. Det er effektivt for dem men ret irriterende, når de maser sig gennem et tætstående publikum, der lytter til en koncert. En anden ting er selve mit job med at anmelde koncerterne. Jeg kan ikke stå mange minutter med min skriveblok, før jeg bliver spurgt af omkringstående folk, om jeg er musikanmelder. Det er som at gå tur med en hund eller en barnevogn. Det bryder isen og får folk til at snakke. Pludselig er man eksperten, som bliver bedt om en vurdering her og nu. Én af mine medskribenter fortalte, hvordan en person havde fulgt med i hendes notater og havde kommenteret dem. Jeg har også oplevet, at meget berusede personer nærmest fik paranoia af mit skriveri og forvekslede mig med en eller anden efterretningsagent. Hvem skulle have troet, at en harmløs anmeldelse kunne blive et farefuldt hverv?

Glorias indgangshal er udsmykket med en diodelys-dekoration i forskellige skiftende farver. Inden for på scenen er ”Nils Bech” ved at stille op til koncerten, hvor et bord er ved at blive pakket ind i stanniol. Det ser godt nok ret spacy ud! Instrumenterne udgøres åbenbart af Mac-computere og violinister! Da jeg forlader den lige overståede formidable koncert med ”The National”, står der på hver side af Orange Scenes publikumsplads kilometerlange køer for at komme helt frem til scenen. Klokken er 21.00, og festivalens store navn ”Metallica” er selvfølgelig årsagen til den store menneskevandring. Bandet skal først spille kl. 22.30. På lang afstand kan jeg høre ”Kvelertak”s ”metal hammer” for fuld knald. Koncertens afslutning ligner en ren folkefest, hvor bandmedlemmerne lader sig crowdsurfe af deres publikum – vel at mærke med deres instrumenter. Mens trommeslageren af gode grunde må blive tilbage på scenen, spiller guitaristerne videre på deres instrumenter! Publikum er selvfølgelig begejstret! Hos Gloria optræder nu ”Meher & Sher Ali” i et halvfyldt rum, men publikum op ved scenen ser ud til at have det fremragende og danser til en musik, som lyder som soundtracket til en Bollywood-film. Den rytmiske musik bliver akkompagneret af flere sangere. Kl. 22.15 og femten minutter før "Metallica" skal spille, er Orange Scenes festivalplads fyldt til bristepunktet. Publikum valfarter nu i stor stil mod scenen. I Cosmopol er teltet kun halvfyldt. Det er en utaknemmelig opgave at spille på samme tid som topnavnet "Metallica". Men så er der også et alternativ for dem, som ikke er fans af metalrock. Hos Cosmopol optræder "Badume’s Band & Selamnesh Zemene". De lyder ret eksotiske! Her spilles etiopisk musik! Sangerinden Selamnesh Zemene er en stor og fyldig dame med en kæmpestor hårpragt. Musikken lyder som en blanding af mellemøstlig/orientalsk og vesterlandsk rockinspireret musik. Bandet er faktisk fransk, og sangerinden er fra Etiopien. Zemene er klædt i en flot lang kjole i blåt med hvid ornamentik. Der bliver spillet på keyboards, congas, trommer, el-guitar, saxofon og den specielt udseende basklarinet. Sangerinden ikke blot synger men også danser sammen med en smuk flot formet mørk danserinde, som også ligner en etiopier. Hun har en kjole på med mange forskellige farvede striber. Om hofterne har hun bundet et sjal, der med hendes rytmiske hoftebevægelser får den til at ligne en hestehale, som hun vifter med fra side til side. Publikum deltager i festen med meget rytmiske dansebevægelser. Jeg har næsten ikke forladt teltet, før jeg kan høre "Metallicas" hårdtslående metalrock. Jeg når desværre ikke at besøge Odeon i dag. For at citere en festivalgæst: ”Der er dér, hvor de har de fedeste koncerter”!