Steve Winwood 75 år

D. 12. maj i år fylder Steve Winwood 75 år. Det er også i år, Winwood kan fejre 60 års jubilæet for starten på hans professionelle karriere i den gruppe, der dannede afsæt for hans senere musikalske udfoldelser: The Spencer Davis Group.

Da Winwood begyndte at optræde med gruppen, der også inkluderede hans bror Muff, var han kun 15 år og blev af samme grund betragtet som lidt af en Wunder Kind. I The Spencer Davis Group spillede Steve Winwood el-orgel, og det er et instrument, han stadig betjener; men først og fremmest var og er det Winwoods store og sjælfulde stemme, ikke helt ulig Ray Charles´ stemme, der gjorde ham berømt og gjorde ham til det ubestridte midtpunkt i gruppen.

Da Winwood i 1967 forlod The Spencer Davis Group til fordel for gruppen Traffic, kneb det da også for de tilbageværende medlemmer at bevare gruppens hidtidige popularitet. Til gengæld gik det strygende for Traffic med Winwood i front; men i 1974 var det også slut med Traffic, og i 1977 indledte Winwood sin lange og succesrige solokarriere, som har varet helt frem til i dag, hvor han ved kroningskoncerten d. 7.5.23 blev præsenteret som ”the legendary Steve Winwood”.

For undertegnede, der er næsten lige så gammel som Winwood, og som har været med på sidelinjen hele vejen, er det især de første 10 år af karrieren, der har sat sig varige spor i erindringen, og det er da også denne periode (ca. 1964-74), der er årsagen til, at Winwood (og de øvrige medlemmer i Traffic) i 2004 blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Steve Winwoods solokarriere har ganske vist kastet en del hits af sig; men hvis ens lytteapparatur primært er indstillet på lyden fra de sene 1960´ere og de tidlige 1970´ere, er der ikke noget mærkeligt i, at det er sange som ”Keep on running”, ”Somebody help me”, ”I´m a man” og ”When I come home” - alle båret af Winwoods kraftfulde og ekspressive stemme – der står som højdepunkterne i sangerens karriere.

Fra 1965 til 1967 var The Spencer Davis Group en magtfuld faktor i den såkaldte britiske invasion, og selv om gruppen aldrig blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame, var dens rytmiske og stærkt iørefaldende variant af rhythm and blues toneangivende i England i samtiden. Musikken holder stadig og kan stadig høres med stor fornøjelse i dag. Lidt anderledes forholder det sig med Traffic´s musik, i hvert fald i denne lytters ører.

Jeg var selv meget begejstret for gruppens originale, halvpsykedeliske lyd og dens musikalske stilblandinger dengang i slutningen af 1960´erne, og pladerne med Traffic er naturligvis ikke blevet dårlige i den mellemliggende periode. Men når jeg lytter til dem i dag, forekommer de mig ind imellem lidt for konstruerede og udspekulerede, nærmest fortænkte (trods sporadiske indslag af free jazz), og det gør de på bekostning af den musikalske friskhed og umiddelbare energi, Winwood var eksponent for i The Spencer Davis Group.

Når det er sagt, skal det straks tilføjes, at der er mange undtagelser fra denne noget generaliserende karakteristik af Traffic´s musik, og Steve Winwoods stemmepragt kan man selvfølgelig ikke tage fra ham, uanset sammenhængen.

Winwood og Clapton
I sommeren 1969 førte Winwoods musikalske ambitioner ham sammen med stjernerne Eric Clapton, Ginger Baker (begge fra Cream) og Rick Grech (fra Family), og dette musikalske topmøde resulterede i en enkelt pladeudgivelse med supergruppens navn som titel: ”Blind Faith”. Samarbejdet mellem giganterne Clapton og Winwood i Blind Faith står fortsat som en af sidstnævntes bedste og mest langtidsholdbare præstationer – hvis man ser bort fra pladens 15 minutter lange trommesolo-nummer ved Ginger Baker.

Trommer er og bliver ikke soloinstrumenter, og hvis man skulle være uenig i denne betragtning, behøver man blot at lytte til nummeret ”Do what you like” på ”Blind Faith”. Her er det ikke nok med blind tillid fra lytterens side; nummeret skulle enten have været helt udeladt eller være kortet ned til 3 minutter. Men Steve Winwoods 3 numre på ”Blind Faith” og Eric Claptons ”Presence of the Lord” er alle pengene værd og er højdepunkter i et par i øvrigt absolut enestående karrierer.

Winwoods samarbejde med Clapton i Blind Faith varede kun nogle få måneder; men de to (som i parentes bemærket var meget tæt på at blive kolleger i gruppen Cream i sin tid) spillede efterfølgende sammen ved flere lejligheder, ikke mindst i forbindelse med den såkaldte Rainbow Concert i januar 1973, der primært blev stablet på benene for at hjælpe Clapton ud af hans stofmisbrug. Koncerten, som er foreviget på plade, bød på glansnumre fra de forskellige medvirkendes respektive bagkataloger, heriblandt Steve Winwoods ”Pearly queen”, og adskillige af numrene er ikke hørt bedre i andre udgaver. Alle yder deres ypperste ved koncerten, og resultatet er blevet derefter.

Steve Winwood er med sin 60-årige karriere som aktiv musiker i dag en mand med fremtiden bag sig, men det er der ingen grund til at være ked af. Indspilningerne fra før i tiden eksisterer stadig og kan stadig nydes i fulde drag. Men for nu ikke at slutte denne lille fødselsdagshilsen af i en alt for vemodig stemning vil jeg nævne, at Winwood fortsat har sin stemmes magi i behold.

Det kan man f.eks. overbevise sig om på hans fortolkning af Procol Harums ikoniske gennembrudsnummer ”A whiter shade of pale” i en gæsteoptræden på Carlos Santanas album ”Blessings and miracles” fra 2022. Her møder man således en Winwood i fuld stemmekontrol, oven i købet i forbindelse med en sang, man ikke troede kunne fortolkes af andre end Gary Brooker fra Procol Harum. Men Winwood klarer udfordringen fornemt og leverer en absolut bestået præstation, som – næsten – tangerer originalens kvalitetsniveau. Flot klaret.

Winwood kan stadig synge en vis del af kroppen ud af bukserne på de fleste andre rocksangere, og så betyder det mindre, at hans indsats ved kroningskoncerten i maj i år var mindre inspireret. Det er svært at yde noget enestående ved den slags pompøse lejligheder, og det er ikke denne optræden, Winwoods talent skal måles på. Prøv i stedet at lægge ører til opsamlingsboksen ”Revolutions. The very best og Steve Winwood” fra 2010, og vurdér selv, hvilken del af musikerens lange karriere, du synes bedst om.

Tillykke med de 75 år og god vind fremover, Steve.