Genrer
Stevie Wonder: Songs in the key of life
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 56
Soulsangeren Stevie Wonder regnes for en af de største, mest banebrydende musikere nogensinde, og især i midten af 70’erne kunne han prale af at udgive det ene flotte album efter det andet. Man snakker tit om de fem helt store Stevie Wonder-plader, der udkom i rap fra 1972 til 1976. Den sidste af disse var Songs in the key of life fra 1976. Her leverede Wonder et tætpakket dobbeltalbum, der, som titlen antyder, skildrer livet i dets mange facetter. Han rører ved barndom, musik, religion, fødsel, forbrugerisme, racisme, ja, der er næsten ikke noget, der ikke bliver behandlet i teksterne på Songs in the key of life. De musikalske ambitioner er også tårnhøje. Selvom man ofte tænker på ham som en popmusiker, vover han på Songs in the key of life at strække mange sange ganske længe. Der er ikke langt mellem sangene, der får lov at vare over 6 minutter, og en del kommer endda over 7 eller 8 minutter. Lyden varierer i hovedreglen mellem Wonders velkendte soul og funk, men der er også elementer af jazz, prog-rock, gospel, barok-pop og tidlig elektronisk musik.
Wonder leverer nogle af sine mest gennemførte, livsbekræftende kompositioner i løbet af Songs in the key of life. Foruden klassikere som “I wish”, “Sir Duke”, “Isn’t she lovely” og “As”, der altid kan få gang i fællesskrål, er jeg selv ganske glad for “Love’s in need of love today” og “Another star”. Disse to får henholdsvis lov til at starte og afslutte pladen, og de sørger for, at pladen kommer til at stå som en rigtig positiv oplevelse. De mere skjulte skatte er dog nok de lidt mørkere af slagsen. “Pastime paradise”, “Black man” og “Have a talk with God” stikker for mig ud som nogle af de flotteste eksempler på Wonders mere dystre side. Og grundet pladens koncept om det virkelige liv føles mørket også reelt. Han får kontrasten mellem de mørkere og mere optimistiske numre til at være en decideret fordel. Overgangene mellem numrene er også knivskarp i løbet af hele pladen. Trods længden har vi at gøre med en ganske strømlinet oplevelse, hvor man blidt holdes i hånden fra start til slut.
Der er meget godt at sige om Songs in the key of life, og noget af det mest positive ved pladen læner sig som sagt op af titlen, idet den overordnede tematik om livets mangfoldighed eksekveres exceptionelt godt. Det største problem læner sig dog også op af titlen, nemlig ordet “songs”. Mens pladen byder på sammenhæng, prøver de fleste sange også at fungere i deres egen ret, og her er der altså nogle ridser i lakken. Dt er ikke noget altafgørende, de fleste sange er rigtig gode og mindeværdige, og som sagt findes noget af Wonders allerstærkeste sangskrivning på denne plade. Jeg føler dog, at hans kærlighedssange generelt ikke er så gode som på Talking book eller Music of my mind. Især “Joy inside my tears” er ret corny, og mens det minimale akkompagnement på “If it’s magic” bringer fed dynamik i pladen, er den svær for mig at få nogen følelsesmæssig tilslutning til. Det er dog imponerende, at man får et forhold til størstedelen af sangene på pladen. Selv bonus-ep’en, der blev udgivet med deluxe-udgaven af det oprindelige album, har nogle stærke sange, omend man kan forstå, hvorfor de blev fjernet. Det er et bundsolidt dobbeltalbum, der absolut fortjener sin status som soulklassiker.