Genrer
Stevie Wonder: Talking book
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 90
Stevie Wonder har helt fra barndommen været en superstjerne, ja hans kunstnernavn er sågar et forsøg på at markedsføre ham som vidunderbarn, da han gik under navnet Little Stevie Wonder. I modsætning til de fleste barnestjerner fortsatte succesen dog hele livet. Hans kunstneriske udtryk blev rigere, da han blev voksen, og i midten af 70’erne udgav han stribevis af succesrige, anmelderroste albums. Man kan sige, at denne stribe startede med Music of my mind fra 1972, og mens denne står højt for mig såvel som mange andre fans, havde den ikke samme kommercielle gennemslagskraft som efterfølgeren, Talking book fra senere samme år. Det har især noget at gøre med de to super-populære singler, der flot viser hver sin side af pladen: den bløde, romantiske pop-soul på "You are the sunshine of my life" og den sarkastiske, diskret samfundskritiske funk-eksplosion fra "Superstition". Det er to sange, der er så gode, at det er svært for mig at påstå, at pladen nogensinde overgår dem, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at pladen ikke har noget at byde på. For det har den.
De individuelle sange er alle mindeværdige og byder på forskellige musikalske idéer. Hvert nummer har sin individuelle lyd, men dog altid indenfor en funk/soul-ramme. I den helt vilde ende er nok "Superstition", der med talrige lag af blæsere og en rytmesektion, der siger spar to, giver den gas med nogle af de mest funky grooves, der nogensinde er skrevet. I den modsatte ende er den stille, lidt jazzede klaverballade "You and I", der foruden en svag synthesizer i baggrunden udelukkende er båret af Wonders sjælfulde stemme og organiske klaverspil. De er begge blandt mine favoritter, selvom jeg nok synes at synthlyden på sidstnævnte er lidt malplaceret. Wonder skal have ære for at være en af de første popmusikere til at bruge synthesizeren i så vidt omfang, men det er ikke kun her, den lyder lidt fjollet. "You’ve got it bad girl" er også skyldig, navnlig på omkvædet hvor den følger vokalmelodien lidt for nøje. Med det sagt bruger han den også ofte ganske genialt, bl.a. bruges selvsamme synthesizer som på disse to numre flot til at løfte "Blame it on the sun", og det er nærmest ikke til at fatte, at den ikoniske basgang på "Superstition" er en synth-bas.
Et nummer, jeg især føler er interessant, er den politiske sang "Big Brother", der lyrisk er bitter og frustreret, mens den musikalsk er lystig og solskinsfyldt. Det er en sjov kontrast, og den fremviser som sådan flot, at den beskrevne politiske situation er fortællerens hverdag, hvilket leder til et lettere apatisk lydbillede. Den er som næsten alle numre på pladen skrevet af Wonder selv. På pladen arbejder han af og til sammen om sangskrivningen med sin daværende kone, Syreeta Wright, og hendes søster, Yvonne, og sidsnævnte er endda enlig sangskriver på ét nummer. De er dygtige sangskrivere, men det er tydeligt, at det bedste materiale er det, Stevie har været alene om. Det er hovedsageligt placeret i begyndelsen af pladen, så slutningen er ikke nær så stærk som starten. Man kunne nok have struktureret pladen bedre i forhold til dette, men på den anden side er der fin dynamisk og stilmæssig variation. Talking book er i sidste ende et vældig solidt album. Der er nogle få albums i Wonders diskografi, jeg vil anbefale før dette, men det kan stadig sagtens overleve nogle gennemlytninger.