Stina Ágústsdóttir Trio: The Whale

Der er nu noget helt særligt ved at høre en plade, hvor man absolut intet kendskab har til artisten eller produktet forinden. Sådan var det med denne EP fra Stina Ágústsdóttir Trio – der indeholder 6 numre og har en spilletid på godt 28 minutter. Som navnet måske antyder – er der tale om en islandsk trio. Udgivet på Björk’s label Smekklaysa – og indspillet i Sigur Ros’ studie på blot en dag af sangerinden Stina Ágústsdóttir pianisten Anna Greta Sigurðardottir og guitaristen Mikael Mani Asmundsson.

Og sikke en helhed de tre fungerer som. Mere luftigt end lo-fi, og ligeså smukt, som det er sanseligt arrangeret. Deres indbyrdes forståelse fornemmes fra første tone og deres samspil er ualmindeligt smagfuldt og stemningsfyldt.

Åbningsnummeret er en ulmende – og ekstraordinær stærk og atmosfærisk version – af Joni Mitchell klassikeren ”Both Sides Now”. Sangens velkendte smertelige omdrejningspunkt – kærligheden – både den forliste og den forløste – får således nye klange og farver i denne dragende version. Samtidig understreger den, at en musikalsk samhørighed ikke behøver nedtone de individuelle kompetencer. Noget der er kendetegnet for et album hvor både den varme og stilsikre vokal, klaveret og guitaren får løfterige spillerum.

Albummet rummer yderligere to covernumre ”Buckets of Rain” og ”Dogs” af henholdsvis Bob Dylan og Damien Rice – og også her formår trioen med næsten underspillet teknisk snilde og et klart kunstnerisk overskud af flytte numrene nye vedkommende steder hen. Det står skrevet mellem hver en tone, at formålet med formidlingen og fortolkningen har været meget mere end en jovial jazzificering – bare fordi man nu engang kan.

For de er uomtvistelige dygtige alle tre i denne trio, og de håndterer deres evner med en malende uhøjtidelig modenhed, der gør at helhedsindtrykket fæstnes som en varm og vedkommende oplevelse, trods at der undervejs også mærkes de køligere lag og melankolske vinde i musikken.

Ikke mindst titelnummeret – skrevet af Stina Ágústsdóttir og Anna Greta Sigurðardottir er mere mørkt og dyster – og man kan mærke den ulmende uro overalt når der fra det inderste inde synges ”I hate you – but it’s love” – mens guitaren og pianoet næstekærligt giver sit besyv med.