Sting stævner ud efter ti års albumtørke

Musicalmelodierne står i kø på Stings første studiealbum siden 2003. Han er en medrivende historiefortæller, men det personlige udebliver i det store hjemstavnsprojekt.

Anmeldelse: Sting - The Last Ship.

Med sine verdenshits har Sting for længst skrevet sig ind i musikhistorien. Den følsomme bassist og sanger har brugt den musikalske frihed, som succesen har givet ham, fuldt ud. Siden 2003 har han ikke lavet et helt album med original musik, men har i stedet søgt andre veje med kollaborationer, julealbum og genfortolkninger af storhedstidens højdepunkter som "Roxanne" og "Englishman In New York".

På The Last Ship går Sting endnu engang helt nye veje. Musikken på albummet er samtidig soundtracket til en original teaterforestilling, der spiller på Broadway efter årsskiftet. Ambitionen er at finde nye måde at komme i forbindelse med sit publikum, men mon ikke også at PR-bureauet bag den erfarne sanger har vendt tommeltotterne op til ideerne.

Sangene fortæller om ødelæggelsen af skibsværftsbranchen i Newcastle, den engelske havneby, hvor han voksede. Og som Sting har for vane trækker hans tekster også tanker om dødeligheden, fællesskab og faderskab med sig.

Sting lyder stadig som sig selv, og musikalsk bygger både instrumenteringen og stemningen videre på udtrykket fra 2009-pladen If On A Winter's Night, der indeholdt et par originale kompositioner og en række fortolkninger af kendte salmer og julesange.

Som med mange teaterfortællinger står teksterne før teksterne i det utalte, men stadige hørbare, hierarki på pladen. Den gamle skolelærer lykkedes i fin stil med at folde både situationer, personer og plot ud i en ambitiøs hjemstavnsfortælling, men de musiske højdepunkter udebliver i stor grad. Det virker, som om musiksiden ikke er komponeret til at være fyldestgørende og tilstrækkeligt, og man savner næsten en scenografi og et par flotte kulisser at kigge på.

Der er dog sange, der brænder sig fast, og som med Stings blanding af nærvær og filosofisk løfter sig op og fri af historien. "Practical arrangement" er en smuk og stærk ballade om den arbejdsomme kærlighed og om at få den til at virke på trods.
Faktisk er Sting klart bedst i de stille, sørgelige sange, der bakkes op af mere minimalistisk instrumentering. Det sker eksempelvis på "I Love Her But She Loves Someone Else," hvor man næsten glemmer, at Stings knuste hjerte, kun er knust til ære for det store teaterstykkes dramaturgi.
De fleste berømte gæster på pladen bidrager kun til det lidt rodede billede af et konceptalbum, der ikke for alvor hænger sammen uden en visuel dimension.

Hvis det kan virke fladt at købe soundtracket til en forestilling, man lige har set, er det intet mod, hvor tomt det føles at høre soundtracket til en forestilling, man ikke kommer til at se. Det er problemet med The Last Ship.