Stor lyd i Nordlyd

SPOT Festival 2014, 2. maj, Store sal, Musikhuset Aarhus

Til SPOT Festival 2013 havde projektet Nordlyd premiere. Violinisten Mette Dahl Kristensen havde udvalgt og arrangeret sange af tre nordiske sangere for strygeorkester, og det gav en mindeværdig koncert i Musikhusets store sal.
I år var orkestret udvidet, så festivalens nok største ensemble var på plads denne fredag aften: Knap fyrre strygere med Dahl Kristensens egen strygergruppe Who Killed Bambi som kerne. Undertegnede har tidligere hørt Who Killed Bambi sekundere Oh Land, så den rockrytmiske feeling var prægnant. Dirigentstokken lå i sikker hånd hos dirigenten Casper Schreiber, der har dirigeret de danske symfoniorkestre og har stor erfaring med samtidsmusikken.

Ren luft

Første sanger var svenske Alice Boman, der i januar var blandt ”Vegas udvalgte”. Hun udgav sidste år en ep med fem hjemmeindspillede, tyste sange. Nu blev tre af hendes sange eksponeret med stort orkester. ”Over”, ”Lead Me” og ”Skiss 2” bruste i salen med den generte Alice Boman i centrum. Introverte sange, hvor de kølige strygere balancerede en tilbageholdenhed, som passede sangerens ferskhed. Velskrevne sange, hvor nummeret ”Lead me” associerede til kollegaen Agnes Obel, hvis kendemærke også er denne klassiske form. To sangerinder bidrog med vokale velharmonier, og her var en smægtende violinsolo og et fælles pizzacato med så præcis accentuering – bravo!

Varm ild

Mikael Simpson indtog herefter scenen, og her havde vi en kunstner, der er vant til nærværende publikum. Vanen utro var Simpson meget fåmælt; ja han udviste nærmest en klædelig ydmyghed overfor det imponerende orkester. Han måtte direkte tysse på den store venne- og fanskare i salen, så strygerne kunne få ordet. Dahl Kristensen havde valgt tre mere dæmpede Mikael Simpsonsange.
Mikael Simpson lagde ud med ”Vi Kan Se (Staklen I Hinanden)” med lidt for meget delay, som senere blev justeret. Simpsons tekstunivers er krøllet, og som krøllet crooner formåede han at give koncerten en agtpågivende nerve – holder synergien? Og det gjorde den da, i numrene ”Koldt” og ”Det Var En Lørdag Aften”, der også indeholdt en smuk cellosolo, formåede Mikael Simpson at udfylde hele sit råderum og slingrende valse perfekt i mål. Den manglende rocktyngde dispenseredes der for med udstrakt perkussivt brug af de dybe strygere.

Fra min plads på tredje række var lyden problematisk. Man havde valgt at forstærke de mange strygere med rummikrofoner, og lyden længere tilbage i salen har sandsynligvis været en god balance mellem sangeren og den typiske forstærkede strygerklang. En klang, som mangler den varme og fylde, vi møder i den klassiske koncertsituation. Alternativet er en mikrofon til hvert instrument, hvilket er betydeligt mere udstyrs- og mixerkrævende.
På de forreste rækker hørte vi også den autentiske klang direkte fra instrumenterne, hvorved sangstemmen ind i mellem overdøvedes, men det er yderst vanskeligt at forstærke sådant et ensemble, og kompromiser må indgå – et sandt strygerskisma.

Bevægelig jord

Nordlyds sidste sanger Ane Brun er som koncertens første sanger kendt for sine følsomme sange. Men her oplevede vi en udpræget mere dramatisk kvinde, der havde en voldsom, levende gestik. I en sort trikotlignende sag og guldslag – det er jo galla! – foredrog hun ”Undertow” og to numre mere fra hendes sidste plade It All Starts With One fra 2011.
Med hendes specielle, udprægede vibrato oplevede vi koncertens største dynamiske udsvingninger. I ”Do You Remember” var vi henimod en afrikansk stammedans, hvor de nu fire korsangerinder taktfast klappede – desværre uden at få salen med. Men strygerhavet var med, og Casper Screiber formåede at holde en topprofessionel nerve gennem hele koncerten, der sluttede med den bevægende ”These Days”.
Trods de klassiske strygeinstrumenters iboende pænhed var Nordlyd en oplevelse med kød og blod. En stor tak for at få lov til at høre en stor strygerklang udført af – strygere.