Genrer
The Strokes: Is this it
Kjartan F. Stolberg er i færd med at anmelde samtlige albums på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 367 på listen.
Hvis the Strokes en dag kommer med i Rock and Roll Hall of Fame, vil det være på grund af ét eneste album, for selvom den efterfølgende Room on Fire også er ganske god, er gruppen kun så ikoniske, som de er, på grund af deres debutplade, Is this it fra 2001. Det album fortjener dog også al sin ros. Det åbner helt perfekt med et titelnummer, der, da jeg første gang hørte det, gav mig en klump i halsen. Det er en smuk og stemningsrig indledning til det flotte album. Det andet nummer, "The modern age", er også en fed sang. Der er mange følelser i forsanger Julian Cassablancas' stemme, og det gør sangen sjovere at lytte til. Nummeret er for det meste ikke så interessant rent instrumentalt, men det gør virkelig ikke noget, for melodien er levende, og dens guitarsolo er ligeledes fuld af liv. "Soma" bliver i høj grad drevet af guitaren, der kører med et virkelig fedt riff. Julian Cassablancas synger på håbløs maner, og han er slet ikke til at stå for. Hans karakter udvikler sig meget i løbet af sangen, men der er altid håbløse undertoner, der gør nummeret mere interessant.
"Barely legal" lyder meget som det, man indtil videre har hørt af pladen. Det gør dog slet ikke noget, for melodien er stadig af virkelig høj kvalitet, og følelserne, de kommer med, er helt enorme. "Someday" er dog endnu bedre. Den har mere varme og forundren end albummet hidtil har haft. Det er en af den slags sange, der bare kan suge lytteren et helt andet sted hen rent mentalt. Her hører vi også for første gang Cassablancas' kontroversielle falset, som han ville bruge langt oftere på senere Strokes-plader, men selv har jeg ikke noget imod den – og den optræder alligevel kun ganske sporadisk. "Alone together" er endnu et garagerock-nummer af høj, høj kvalitet. Man kan mærke stor fortrydelse og sindsmæssig tumult her. Dog er det intet i sammenligning med den vidunderlige "Last nite", der virkelig har fortjent sin status som en af gruppens bedste sange. Det er en forvirret, fordrukken sang, som er umulig ikke at komme til at synge med på. Den er helt perfekt, hvis man spørger mig, og selvom riffet minder meget om Tom Pettys "American girl", bliver sangen ikke dårlig af den årsag.
Et andet fuldkommen perfekt nummer er "Hard to explain". Sangen er virkelig fortvivlet, og melodien er umulig at få ud af hovedet. Riffet er vildt og energisk, mens man dog sagtens kan mærke de besværlige tanker, sangen går igennem. "New York City cops" er en ungdommelig, rebelsk sang, og den er også en af pladens mest højlydte, selv sammenlignet med "Hard to explain". Det er et rigtig sjovt nummer, som man let kan få lyst til at synge med på. Endnu et smukt nummer kommer da i form af "Trying your luck". Den lyder lige så fortvivlet som "Hard to explain", men denne er mere fortabt og opgivende. Den er virkelig rørende, og den er i den gode ende af et album, hvor man ikke kan finde en eneste dårlig sang. Nu har jeg sagt det, så det kommer næppe som nogen overraskelse, at den vrede "Take it or leave it" også er et godt nummer. Det afslutter virkelig godt albummet med sit bitre raseri, og jeg er rigtig tilfreds. Jeg elsker det her album. Is this it kan anbefales til alle med smag for rockmusik.