Genrer


Surrealistisk spookmania i Tønder
Anmeldelse: The Spooky Men’s Chorale, Spejlteltet, Tønder Festival, lørdag den 25/8 – 2013, kl. 12.00
Lørdag middag på Tønder Festivalen 2013. Scenen er sat i det, i år udbyggede, New Orleans-område ”Nola”, som blandt andet består af to smukke spejltelte fra 1940'erne med cabaret og cirkusstemning. I det største spejltelt ”Palais des glaces” skal australske The Spooky Men’s Chorale underholde med deres ret specielle korkoncept, som består 15-16 hærdebrede mænd, iført sort tøj og en skør hat. Musikgenren er gregoriansk kirkemusik. Kirkemusik er måske så meget sagt, for ud over tre til fire klassiske gregorianske korarrangementer var resten af koncerten, eller showet som man med god samvittighed kan kalde deres underholdning, en sand opvisning af fis og ballade og fuld af humor.
Da The Spooky Men’s Chorale og korleder Stephen Tabener blev præsenteret fik de følgende ord med på vejen ”Hjernerne på de mænd, som I nu mine damer og herrer skal opleve, er ligeså krøllede, som det hår, der vokser ud af ørerne på dem…” Dette udsagn opsummerer mere eller mindre den surrealistiske oplevelse mødet med The Spooky Men’s Chorale var.
Gennem showet havde mandskoret en fantastisk kontakt til det fremmødte publikum. Der var en god ping-pong mellem Stephen Taberner og tilhørerne, og der var jubel, da The Spooky Men’s Chorale opførte den meget kendte svenske ”vise” Dancing Queen iført utrolig grimme vikingehjelme. Kønt var det ikke men meget underholdende.
Sangene, som blev fremført denne lørdag middag var et mix af kendte sange, af blandt andet Earth, Wind and Fire, Bee Gees, Abba og klare referencer til The Beatles og The Beach Boys. Dertil kom der alle deres egne sange, som primært var hymner til blandt andet: Værktøj, fødder, øjenbryn og surfing og dem selv.
Højdepunktet var uden tvivl afslutningsnummeret, der blev præsenteret som en tusind år gammel sufi-sang omhandlende tre profeter, som havde de klareste sangstemmer i hele verden. The Spooky Men’s Chorale satte i gang, iførte sig kegleformede hatte – formodentligt lampeskærme, og gav sig til at synge, imens et par af mændene fra koret satte i gang med at danse en meditativ sufi-dans. Lidt efter lidt går det op for publikum, at de tre profeter, der refereres til er Barry Gibb, Maurice Gibb og Robin Gibb, og at sangen der fremføres er Staying Alive, hvilket medfører et kollektivt latterudbrud.
Hvis der skal ytres en negativ kommentar om showet denne lørdag middag, er det faktisk ikke The Spooky Men’s Chorale, som kritikken går på, for de leverede varen. Det utrolig flotte spejltelt, som dannede rammen om showet kunne simpelthen ikke rumme det store antal publikummer, som gerne ville have haft denne anderledes koncertoplevelse på Tønder Festivalen 2013. Langt over halvdelen af de fremmødte publikummer måtte skuffet gå fra Tønder Festivalens New Orleans-område, da der simpelthen ikke kunne stuves flere mennesker ind i spejlteltet.