Svantes lykkelige dag

Benny Andersen var op gennem 1960'erne anerkendt som en begavet og humoristisk lyriker, men ikke allemandseje som f.eks. Halfdan Rasmussen eller Tove Ditlevsen. Det ændrede sig i 1973.

Året før havde Andersen udgivet Svantes viser - en sanghistorie, en lille roman om den depressive, måske afdøde (og fiktive) svensk-dansker Svante Svendsen, der skrev vers med rim og rytme. Bagest i bogen stod et udvalg af versene forsynet med noder. Med Svante som stråmand spiddede Andersen danskernes problemer med kærlighed, alkohol, overvægt, selvhad m.m., men altid venligt og sprogligt finurligt.

Benny Andersen fik den idé at udgive teksterne på lp. Han akkompagnerede selv på klaver, og som stemmen, der skulle fremføre Svantes efterladte digte, valgte han visesangeren Poul Dissing. Et fænomenalt klarsynet valg. Dissing var rutineret i både jazz, blues og viser, men hans snøvlende og vrængende sangforedrag krævede lidt tilvænning. Undtagen på lp'en Svantes viser, som udkom i 1973. Den gik rent ind. Et år efter udgivelsen var der solgt 50.000 eksemplarer af pladen, senere rundede tallet 100.000. Makkerparret Andersen-Dissing blev folkeeje.

Blandt pladens 13 sange var der især en, der bed sig fast. "Svantes lykkelige dag" beskrev en fredelig morgenscene. Kæresten Nina er i brusebad, mens Svante spiser ostemad og venter på, at kaffen løber igennem. Udenfor er der solskin, og insekterne brummer rundt. Et øjeblik af ro og tilfredshed for den ellers så melankolske halvsvensker. Der var prøver på Benny Andersens underfundige sprog:

Fuglene flyver i flok
når de er mange nok.

Hvert af de fem vers sluttede med de samme to linjer, hvor kun det første ord blev ændret:

Lykken ... Glæden ... Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

De to vendinger, "Livet er ikke det værste man har" og "Om lidt er kaffen klar" gled ind i dagligsproget og gjorde sangen til en evergreen. Sangen satte også billede på de jævne hverdagsting, som er så centrale for danskerne, at vi har et særligt - uoversætteligt - ord for det: hygge. En lang række solister og ensembler har givet deres bud på sangen, men den tilhører for evigt Poul Dissing.