Svedig søndagsflugt med smukke sange

My Bubbas smukke kvinder forsøgte at køre koncerten hjem på charmen, og det havde de næsten for let ved.

Anmeldelse: My Bubba, Roskilde Festival 2013, Gloria, Søndag 15.30

Det var et festivalmæt publikum, der havde samlet sig på Roskilde Festivals intimscene, da den nordiske pigeduo My Bubba spillede søndag eftermiddag. Det tillukkede spillested var varmt som en bageovn, og småsnakken vidende om, at de fleste allerede havde fået fyldt hjertet op af store musikoplevelser.
Blandingen af overophedet scene og mætte gæster gjorde det svært for My Bubba for alvor at fange en udelt opmærksomhed og give en stærk musikalsk oplevelse.

Deres musikalitet mangler bestemt ikke noget. De udfordrende andenstemmer sad lige i skabet, og ledsaget af de to pigers guitar- og banjospil virkede deres evner nærmest flabet umiddelbare. Og når to smukke, unge sanglærker og deres eminente kvindelige kontrabassist samtidig smiler, søger øjenkontakt og virker uimodståeligt imødekommende, er det svært ikke at blive glad indeni.

Folkuniverset svingede fra sydstatscool til afslappet hængekøje-Hawaii-lyd. De fleste sange var korte kompositioner, men når de to mænd blev inviteret med på scenen, voksede dynamikken, og sangene bredte sig mere ud.

Hele vejen igennem var pigerne underfundige og hyggeligt humoristiske. Det smittede også af musikalsk, hvor en klappe-sang og en reklamepause med jingles gjorde det svært ikke at smile. På samme tid har humoren dog også en bagside for My Bubba. Det virker simpelthen svært at tage det sympatiske band helt alvorligt. Det ville unægtelig være nemmere, hvis de spillede på Jazzhouse, men bandet må også selv vælge, om de vil være et skævt underholdningsindslag eller et gennemmusikalsk projekt. Evnerne mangler de ikke, men det noget af humoren skal lægges på hylden, hvis My Bubba med tiden vil aflede mere end bare et skævt smil.