Genrer
Sven Erik Werner: Langsomt, men usikkert
Sven Erik Werner: Langsomt, men usikkert – Notater om skrøbelighed. Eigil Holms Forlag, 2013
Allerede i bogens titel får vi præsenteret den underfundighed, der på vis og vittig vis gennemstrømmer komponisten Sven Erik Werners modne erindringsbog og giver læseren både herlige ha ha-oplevelser og effekter til eftertænksomhed. Sven Erik Werner har i mere end 50 år været særdeles synlig i den danske musikverden; udover det kunstneriske virke som komponist har han haft ansættelsesforhold som programmedarbejder i Danmarks Radios musikafdeling i de turbulente tressere og senere som rektor for Det Fynske Musikkonservatorium i 15 år. Gennem alle årene har vi fået en stabil strøm af debatindlæg i alle tilgængelige medier, og i 2006 udgav Det Kongelige Bibliotek Skrålys - en veludvalgt artikelsamling af Sven Erik Werner.
Her må springes
Langsomt, men usikkert er udgivet på det lille Eigil Holms Forlag, og sandsynligvis har der ikke været andre professionelle redaktionelle kræfter indblandet. Derfor har Sven Erik Werner fået lov til at boltre sig og lege med mange former; her er erindringer, fiktive dialoger, dagbogsnotater og decideret faglige artikler. Der er også givet plads til otte tegninger af John Olsen.
Bogens 22 kapitler kan læses kierkegaardsk. Søren Kierkegaard skrev associativt og fabulerende og skrev i en uforudsigelig retning. Hvilket betyder, at tilgængelighederne og sværhedsgraderne er himmelråbende varierende. Derfor er det - i hvert fald for mig - en stor trøst, når de lærde fortæller mig, at jeg da blot skal læse i Kierkegaards forfatterskab lige præcis dér, hvor jeg har lyst til at læse.
Karlheinz den Store
Og det kan man også med Sven Erik Werners bog. Indholdsfortegnelsen lokker med kapitler, som man lige må smugkigge: Her er både "Revolution og mord" og "Magi og Mafia". Sidstnævnte er et af de mest interessante kapitler; en både komisk og tragisk beretning om avantgardekomponisten Karlheinz Stockhausens 10 dages uforglemmelige holden hof på Det Fynske Musikkonservatorium i september 1983. Stockhausens sammensatte personlighed med musisk genialitet og asociale diktatur forklares og forsvares til en vis grad. Efterfølgende spurgte Eske Holm i Information: "Hvorfor fik Stockhausen så lang snor? Selv genier skal vel opføre sig ordentligt?" Werner er ikke i tvivl om, at de naturligvis skal det, men "hvad stiller man op med genialske mennesker med sociale kompetencer på børnehaveniveau?" er modspørgsmålet. Han konkluderer pragmatisk, at "de dengang unge deltagere i Stockhausen-seminaret vil indiskutabelt huske det som en enestående oplevelse resten af deres musikerliv, takket være deres sociale kompetencer, der satte dem i stand til at skelne mellem person og værk."
ABC - måske
Bogens første kapitel starter med et ”Amen”, som traditionelt er slutordet i en bøn. Okay, en dramatisk start med et kærligt portræt af den dominerende mormor, og efterhånden får man en indsigt i den matriarkalske familie med stærke kvinder og svage mænd. Der går en prås op for læseren, når vi i 5. kapitel præsenteres for bogens oprindelige ordningsprincip: alfabetet. Så 1. kapitel er naturligvis A og nævnte 5. kapitel er tituleret "Erindring". Men de 28 oprindelige kapitler er blevet til 22, og det alfabetiske ordningsprincip lader sig kantflosse. Forfatteren har læserens gode vilje, som kommer på en burlesk prøvelse, når Werners bevidsthedsstrøm flyder i bifloder. Tredje kapitel kan godtages som et C-kapitel, når vi staver kommunionen på latin: communion, og min fantasi rækker til at bogstavere tidligere omtalte 17. kapitel "Magi og Mafia" som "S" for Stockhausen.
En sidegevinst, at Werner lader læseren lege denne lille selskabsleg.
For bogen er en selskabsleg, som både morer, oplyser og udvider tankebanerne i uventede, paradoksale retninger. Werner skriver på side 57, at komponister ikke burde skrive erindringer. Og det gør han så. Heldigvis. Et centralt kapitel er "FUT i Odense", hvor rektortiden beskrives med dens permanente nedskæringsgenvordigheder, men alligevel med muligheder for at afprøve vilde ideer. Undertegnede færdedes i dette miljø, og jeg husker en begivenhed betegnende for Sven Erik Werner, hvor han som rektor til en koncert omkring 1978 præsenterede et nyt flygel, som var doneret fra en privat virksomhed. Han slog en fejende, flot akkord an og sagde: "Ja, I kan jo nok høre, at klaveret er stemt i mol …" Dét er da vid.
Men størst af alt er kærligheden
Mod slutningen af bogen får vi serveret kapitlet "Brændende kærlighed". Selvom Werner bogen igennem taler med åbent hjerte og kalder en spade en spade - uanset om det er en tidligere kulturminister eller velestimeret dirigent - udviser han en klædelig, relativ blufærdighed omkring kvinderne i sit liv. Og dem har der været en del af. På et tidspunkt var han medlem af "dyneholdet i dansk musikliv": "En lille, tapper skare af frivilligt hjemløse, mandlige musikfolk, der kørte rundt med sengetøj og toiletgrej på bagsædet og søgte natlogi, hvor det nu var at finde." Flere ægteskaber blev det til, og betegnende for den private Werner har han heller ikke nævnt sine ægteskaber i Kraks Blå Bog.
Ilden er et centralt begreb i Werners livshistorie. Allerede som 7-årig oplevede han en indtryksfuld brand, året efter bombardementet af Shell-huset og Den Franske Skole, og før det vigtige 50 års jubilæum på konservatoriet nedbrændte hans bondehus totalt. Siden barndommen har Werner haft en fascination af den kvindelige anatomi. En fascination, som er blevet udlevet brændende og også flere gange har efterladt et brændt barn.
Men livsmodet og viljen er bevaret. Det er en forholdsvis skrøbelig, ældre herre vi møder, men at kalde sig selv usikker er en elegant selvironi.
Hvis vi levede i verden af i går, ville jeg kalde Sven Erik Werner en intellektuel elegantier – læs Langsomt, men usikkert og nyd det velflydende sprog!