Genrer


Ta på landet
1970'erne var betonkommunismens tid, også i musikken. Selvfølgelig handlede næsten al dansk populærmusik om kærlighed, sådan har det altid været, men den del, som fangede anmelderne og satte dagsordenen, bød på ord som "udbytter", "myrdet" og "proletar". Kunstnerkollektivet Røde Mor, som især markerede sig med kantede linoleumstryk og slagkraftig rock, lagde også ud med paroler og et gråt verdenssyn, men blev efterhånden mere nuanceret. Det viser den række af plader, som kollektivet indspillede med Troels Trier som ankermand: en bevægelse fra det firkantede til humor og satire. Deres højdepunkt, både musikalsk og tekstligt, var lp'en Hjemlig hygge fra 1976, og pladens højdepunkt var uden tvivl nummeret "Ta på landet", der kom ud på single. Her gik folkelighed og samfundskritik op i en højere enhed.
Sangens melodi var så iørefaldende, at den uden besvær kunne glide ind på Dansktoppen. Men ikke teksten. Den præsenterer gennemsnitsdanskeren, der er på rekreation fra storbyens stress. Han trisser rundt i ferielandet og finder en jubelidiotisk glæde i alt, hvad han ser:
Nej, hvor er den solnedgang fantastisk
Selve solen er som bukket i neon
og skyerne som støbt i plastic
Jeg står her og dypper syrebasserne
i vandet som er tykt af gopler
Vinden er bedøvende tung af gasserne
- det gærer så det syder og bobler
Var der nogen, der sagde fedtemøg? Al den landlige idyl med kornmarker, bøgetræer og bølgen blå, der har ophobet sig gennem flere hundrede års fædrelandssange, bliver hældt direkte ned i køkkenvasken. Dansk særpræg og hygge følger efter:
Det er så smukt med lidt bondekultur
- dansk tradition er godt nok
Pølsemanden har tyrolerbukser på
og der er sauerkraut i hans hot dog
Om aftenen er der topløs go go
og liveshow nede på kroen …
Ja, man har det herligt i det lille land. Humor og syrebad serveret med Triers raspende stemme. "Ta på landet" var et hit, som ikke er blevet mindre relevant her halvtreds år efter. Et friskt og skævt bidrag til den danske sangskat.
Foto: Pladecover