dummy

Tak Tønder!

27-08-2013
Claus Telgaard Madsen

Anmeldelse: Tønder Festival, torsdag den 22/8 til søndag den 25/8 2013

Så er den 39. Tønder Festival slut, og det har været endnu en fantastisk festival. Musikken var i højsædet og vejret var med festivalen hele vejen.

Årets festival var præget af kvalitetsmusik over hele linjen, og der var både noget for de unge og de ældre festivalgængere. Selvom de fleste af kunstnerne spillede flere gange under festivalen, var der så meget godt musik, at man stadig ærgrer sig over, de kunstnere man desværre ikke kunne nå at se, for der var lige noget andet, der også lød spændende.

Dette var andet år med Tønder Festivalens nye koncept med en decideret festivalplads, som man køber armbånd til. Dette er et virkelig godt tiltag, og har skabt et festivalområde, hvor man hele tiden får nye oplevelser som områderne Lille Fanø, med styrhuset fra en fiskekutter og Bakskuld, eller “NOLA” med spejltelte og cajunmad.

Det er også andet år med en ny musikprofil, hvor temaet er “Handmade Music”. Her har Tønder Festivalen virkeligt forstået at skabe et alsidigt og spændende musikprogram. Nogle af de bedste koncerter jeg så, var Flogging Molly med deres keltiske punk, The Great Malarkey der spillede nådesløst gypsy-punk, Pokey LaFarge med musik hentet fra 1920’ernes Amerika og The Avett Brothers, der leverede den bedste koncert under festivalen.

Der er sket markante forandringer i løbet af de to forgangne år, og det er den første Tønder Festival i de 26 år jeg har været der, at jeg ikke har hørt Whiskey in the jar og The Wild Rover. Dette skift har måske fået nogle til at afholde sig fra at komme derned, men dem der er blevet har fået en festival, der bliver bedre for hvert år og sætter nye standarder for musikprogrammet.