Genrer


Teknisk død - helt ind i marven
Efter at have danset rundt til de gamle thrash slagere fra Anthrax på hovedscenen Helviti på metalfestivalen Copenhell, hvor den solbrændte forsanger Belladonna løftede festivalstemningen med sine overstadige, positive opfordringer og kærlige smil til publikum, var det næsten en befrielse at komme ned under den kolde jord igen med All Shall Perish.
Det tekniske dødsmetalband fra Oakland i Californien brillerede med deres tunge og til tider melodiske stil og publikum blev hurtigt revet med af den dystre stemning. Som var vi alle i pagt med naturen tætnede skyerne sig over festivalområdet og solen forsvandt efterhånden helt til sange om mørke, oliekrig og selvmord. Deathcore-genren, som All Shall Perish repræsenterer, blander teknisk komplekse passager med karakteristiske breaks og moshpit inviterende blast beats, dybe growls og animalistiske skrig. På trods af Bibzoom rapportørens behørige og bibliotekariske afstand fra scenen, var det svært at undgå at rotere nakkemusklerne og tæerne trommede med i gummiskoen.
Og All Shall Perish er ikke bare nogle kønne drenge med tusser og talibanlignende fuldskæg. Deres tekster emmer af politisk indignation og socialpolitiske temaer, og de bruger blandt andet deres Facebook side til at oplyse deres fans om emner som krig, fascisme og kampen mod undertrykkelse i USA og resten af verden, som i Awaken The Dreamers (2008) fra albummet af samme navn.