Genrer


Telestjerneskud over Kronjylland
Telestjernen: Populærmusik fra Øster Tørslev (2013)
Plade-release-tour med Randers Biblioteks bogbus på udvalgte holdepladser i Kronjylland onsdag d. 16. oktober 2013.
Telestjernen er aktuel på musikhimlen med albummet Populærmusik fra Øster Tørslev, som er fjerde plade fra Rasmus Johansen under kunstnernavnet Telestjernen. Som de foregående plader Ungt blod, Roxy Grill og Hvidt skidt er sidste skud også spækket med dagligdags oplevelser fra en hverdag, som er langt fra det urbane hipsterliv på indre Nørrebro.
Eller måske, når vi skræller de udvendige lag af fortællingen, er forskellen ikke så stor?
I stil med Mikael K fra Klondyke besynges de dagligdags - men ofte finurlige - hændelser, der ligger lige foran sangskriveren og bare venter på at blive samlet op. Med et saftigt rhytm’n’blues-akkompagnement a la Johnny Madsen foredrager Telestjernen teksterne som en ung C.V. Jørgensen. Men her er også gode hints til spaghettiwesterns med flotte 60’erguitarer, som vi kender fra Dick Dale - Telestjernen har fra karrierens start proklameret sin begejstring for netop denne guitarlyd.
De første tre plader dannede tilsammen en rocktrilogi. "Så har jeg prøvet det", som Telestjernen fortalte Deres Udsendte. "Et par numre på Roxy Grill pegede hen mod en mere eftertænksom konceptplade om min barndom i Øster Tørslev." Numrene på Populærmusik fra Øster Tørslev viderebygger Telestjernens underfundige sprogunivers, som nu spejler en mere moden tekstforfatter, hvis drengerøv er mindre udtalt. Og det klæder Telestjernen. Samtidigt er den overdrevne rumklang på de tre første plader nu minimeret, for manden kan faktisk synge, stemmen behøver ikke at blive sovset ind i tre sekunders delay.
Denne solfyldte, men kølige, onsdag sammen med vennen Kasper Lefty Vegeberg på kompetent 2.guitar valgte Telestjernen at give sin release-tour med Randers Biblioteks bogbus, som på sine sædvanlige holdepladser også ekstraordinært tilbød levende musik med levende mennesker. Og naturligvis med finale i Telestjernens nu besungne barndomsby Øster Tørslev.
Blues i bussen
I landsbyen Dalbyover, hvis fraflyttende forfald netop er beskrevet i den lokale avis, blev stamkunderne i bogbussen forbavset over dagens ekstra tilbud. Dalbyover har i dag en købmand, en kirke, en møbelbutik, en bogbus. Er der mere? (Nå ja, så er der citroënmekanikeren Christian – kan anbefales!) Så det ugentlige bogbusbesøg peaker oplevelsesniveauet – og så i dag med guitarklang!
Hov, så var der også en dedikeret fan. Kaj havde taget turen fra Viborg blot for at møde Telestjernen. "For man skal da følge med – jeg hører ofte P6 Beat; dér bliver præsenteret meget nyt. Jeg kan jo bare ikke huske, hvad det hedder, så det må jeg tjekke på nettet bagefter. Men Telestjernen kan jeg huske! Jeg kører også med til Øster Tørslev bagefter. Skøn musik – og meget af det ny lyder jo faktisk som min ungdoms musik."
Og det har Kaj jo ret i; lyt til Mikael K fra Klondyke, Folkeklubben eller Rumour Said Fire – der er meget 70’er folk-rock i dagens musikudbud.
Telestjernen og Kasper lagde ud med "Elkjær, øllebrød og æggesnaps", som levende genfortalte den berømmede fodboldkamp i 1985 mellem Danmark og USSR. En up-tempo blues, hvor Telestjernens uforstærkede stemme stod stærkt. Og nu er der fin korrespondance mellem denne asketiske liveoptræden og pladeindspilningen med den tidligere nævnte nedtonede delay.
"Nordlys over Randers Fjord" er en smuk barndomserindring om et voldsomt naturfænomen, hvor drengen redder sig fra det ukendte i moderens trygge favn. Her har pladeudgaven tunge, mørke elguitarklange til at understrege himmelrummets uendelighed. Sidste nummer i Dalbyover var "Et postkort fra Helsinki Nord". Et tilbageblik på den barndommens uskyld, hvor barndomsflammen skriver et kærestebrev. Og som den voksne mand først svarer på nu – med en undskyldning af ventetiden. Kasper Lefty lagde både en smuk andenstemme og en guitarsolo på. Nummeret indeholder en resignation, som Deres Udsendte husker fra Benny Holsts smukke soloplade Rejsende i musik.
Hjemmebane i Øster Tørslev
Et herligt koncept: At præsentere sin nye plade "on-location" med det tilbageblevne samlingssted – bogbussen – som ramme.
Da bogbus og musikere ankom til sidste holdeplads Øster Tørslev, var det tydeligt, at det tidligere bysbarn Rasmus, nu kendt som Telestjernen, ikke var helt glemt. Fakler omkransede holdepladsen i tusmørket, og et halvt hundrede mennesker (inklusive Kaj fra Viborg) trodsede aftenkøligheden og skabte en oktoberfest – med kaffe og håndholdt, nærværende musik.
Foruden de tre nævnte numre fik vi også "En tår af Jylland", som også er slogan for et lokalt bryggeri. Scenen var nu større, og Telestjernen jokede med sponsoratet med bryggeriet, og sangen er da også en hyldest til Kronjylland, hvor "alt går op og ned". Koncerten sluttede heldigvis med den smukke "Nordlys over Randers Fjord" – en værdig afslutning. Og vi var en stor familie; smilene glimtede i faklernes skær, og krammene blev gavmildt uddelt. Ja, denne kant af Danmark er selvforståeligt dérfra verden går for de, der bor der ...
Telestjernens lytte- og læseværdige tekster og melodier har med deres klædelige ydmyghed fortjent et større publikum. Det kan komme nu med udbredelse af Populærmusik fra Øster Tørslev; måske er "Nordlys over Randers Fjord" dét hit, som skal bane vejen. Og udover de fire nævnte numre er der elleve numre mere – glæd jer!