Thomas Vilhelm: Prisen for at ryge cigar

En anderledes ener: Tømrerclaus

Thomas Vilhelm: Prisen for at ryge cigar – Tømrerclaus’ historie fortalt til Thomas Vilhelm. Forlaget DreamLitt, 2015

Der kommer i disse år mange bøger, der dokumenterer den musikbevægende tid i Danmark, som har fået sin egen generation: 68-generationen. Vi har fået biografier om blandt andre Niels Skousen, Benny Holst, Trille, Lasse & Mathilde og Steppeulvenes forsanger Eik Skaløe. Nogen er døde, andre har trukket sig tilbage, og så forskellige navne som Kim Larsen og Savage Rose kan stadig fylde koncertsteder.

En stålsat sidemand

En ”sidemand”, som har været aktiv siden 1970, er Claus Pedersen – bedre kendt som Tømrerclaus. Som få har han formået at holde sine idealistiske stier forholdsvist rene og bevidst fravalgt kommercialismen. Han har netop rundet de 70 år og har i dette efterår fortalt sin historie til forfatteren og redaktøren Thomas Vilhelm. Naturligvis er Prisen for at ryge cigar udkommet på et alternativt forlag, nemlig Vilhelms eget nye forlag DreamLitt.

Forsiden er med en boblende typografi, vi kender fra flower-power-plakaterne og med glade, farvestrålende psykedeliske mønstre. Men tag ikke fejl, dette er ikke en naiv-glad beskrivelse af den frie verden af i går, hvor alt var tilladt og kærligheden var øverste fællesnævner.  Titlen Prisen for at ryge cigar, som i nutiden sandelig klinger ukorrekt, er essensen af Tømrerclaus’ liv: Han har valgt at stå ved sine ideer og betalt prisen. For prisen for at ryge cigar er jo, at der så er en del steder, hvor du ikke er velkommen.

Rocken

Tonen i bogen er lige ud-ad-landevejen med et skær af lakoni, hvor Tømrerclaus beretter mange fantastiske historier uden de store armbevægelser. Flere gange tænkte jeg, at her var sandelig stof nok til en større episk udrulning.

I forordet kommer Vilhelm ind på rockens væsen og mytologi, som Tømrerclaus tydeligvis har et ambivalent forhold til. Bogen slutter da også med Tømrerclaus’ ”Et ømt farvel til min afdøde sjæleven”. For denne sjæleven er den vilde rockmusik, som i hans øjne og ører er borte.

Hippien

Barndommen er som mange andres; en arbejdsom far og en hjemmegående mor, der ikke får indfriet sine kunstneriske ambitioner. Den unge Claus får svendebrev som tømrer, men hele tiden har guitaren haft en stor plads i hans liv. Da en annonce i Information søger håndværkere til at opbygge et nyt, alternativt samfund helt oppe i Thy, er han klar. Fra Thylejren er han Tømrerclaus.

I Prisen for at ryge cigar giver han sin udlægning af de berømte dage i Thy under overskriften ”Mellem drømme og destruktion”. Efter eget udsagn var hans politiske engagement ikke særlig udviklet; han var mere med på en lytter. Når man læser Øvig Knudsens monumentale tobinds værk Hippie, får man faktisk et rigere billede af Thylejren og Tømrerclaus, end hans egne ord! Øvig Knudsen er fantastisk velskrivende, og det var en stor oplevelse for undertegnede at læse værket. Derfor er det vigtigt at have in mente, at dette ”blot” er Tømrerclaus egne ord efter bedste erindring. Og de kan da også nydes og genfortæller denne bevægende tid på egen måde.

Efter Thylejren kommer Tømrerclaus til hovedstaden, og her starter en veritabel tou-de-force med nærmest alle danske rockmusikere som medspillere på et eller andet tidspunkt. Størst kommerciel succes er nok som medvirkende på det kanoniserede album Herfra hvor vi står med Skousen & Ingemann.

I bevægelse

Undertegnede husker Tømrerclaus fra to vidt forskellige koncerter indenfor samme måned i 1977, hvor han var guitarist en fredag aften med Skousen & Ingemann, og næste fredag på samme scene akkompagnerede han minsandten Dan Turell som medlem af Sølvstjernerne. Bogen indeholder et følsomt portræt af Onkel Danny, og anekdotiske historier om turnelivet sprudler.

Tømerclaus er en forandringssøgende og fremdriftig person, og han lægger nu guitaren på hylde, flytter på Christiania og køber en cello.

Da punken kommer frem, er det lige ham. Et kapitel har overskriften ”Punkpædagog”, og Tømrerclaus ser sig selv som hjælper for de iderige, unge mennesker, som han giver mulighed for at indspille i Karma Music; Tømrerclaus’ eget studie og forlag.

I 1988, hvor parforholdet knaser, får Tømrerclaus en ordinær ansættelse i Aarhus på DIEM, det statsfinansierede studie for elektronisk musik. For han er jo også en teknisk nørd, som jeg gerne havde hørt mere om, end tilfældet er.

Ved siden af jobbet er Tømrerclaus aktiv i et væld af musikalske konstellationer, hvor den røde tråd er, at det er spændende, det er anderledes, og der er ingen offentlig støtte. Bogen gennemsyres af Tømrerclaus’ syn på de offentlige institutioner, som skoses gevaldigt; Danmarks Radio, Kulturstyrelsen og også musikernes egne organisationer.

Tømrerclaus navngiver en af sine bredsider: Niels Skousens troværdighed finder Tømrerclaus uacceptabel i forbindelse med genoplivelsen af Skousen & Ingemann. For her hedder guitaristen ikke Tømrerclaus; han er ikke engang blevet spurgt.

Mod slutningen øjner vi en trods alt rundere personlighed, som også er kommet tættere på sine søskende. ”Noget med alderen?” spørger han selv om.  Tømrerclaus har stadig sine meninger, og han har altid gået efter musikken – ikke det fine parnas, ikke organisationerne, ikke kulturstøtte, men hårdt arbejde. Respekt.

Prisen for at ryge cigar er et fint, lille blad i samlingen til forståelse af den rytmiske musiks historie i Danmark. Og Tømrerclaus fortsætter. De sidste par år har han turneret med forfatteren Øvig Knudsen, og han afholder intimkoncerter i sin Vanløsevillas kælder.

Rockmusikken lever stadig i drømmen. Og det er den drøm, som Tømrerclaus udlever – på sin måde.